Heidelberg Castle
Heidelberg Castle ©panthermedia

En drøm af en by. Heidelberg

Verdenskendt og en evergreen inden for international byturisme: Det er Heidelberg, og det betyder igen sværmende romantik mellem Alte Brücke og det imponerende slot. Universitet og studentermiljø, kultur- og eventtilbud, et venligt restaurationsmiljø med gode egnsretter og den herlige beliggenhed ved Neckar og Odenwalds udløbere: Alt sammen gode grunde til den store popularitet, som byen, der allerede havde „etwas Ideales“ (noget ideelt) for Goethe, nyder.

Magnet for millioner
Med hvert år omkring tre millioner dagsturister er Heidelberg med i toppen af alle turiststatistikker fra Tyskland og Europa og sandsynligvis også fra verden. Hvilket er lidt ærgerligt, for byen er meget mere end noget, der kan klares på en dag. Hvis man tager sig noget mere tid, vil man kunne gå på opdagelse i mange herligheder, der ligger væk fra de store turiststrømme, og blive smittet af den specielle livsstil, der adskiller Heidelberg fra mange andre universitetsbyer.

700 års historie og en vinglad hofdværg
Det er helt naturligt, at man gerne vil se slottet, der troner ca. 70 meter over Neckar på bjerget Königsstuhl, når man kommer til Heidelberg. Og slottet og dets sidebygninger hører også til noget at det mest imponerende, man kan se på en Tysklandsrejse. Man kan godt gå på opdagelse i slottet på egen hånd, men det kan anbefales at tage med på en rundvisning. Ikke mindst for at forstå slottets eventyrlige historie gennem 700 år. For at komme igennem de skiftende tider har slotsherrerne sandsynligvis fra tid til anden været i den fyrstelige vinkælder. Her ligger verdens største fad: Det er lavet af 130 egestammer, er over otte meter langt, syv meter bredt og kan rumme 221.726 liter. Som fadvogter ansatte kurfyrste Karl Theodor i en periode hofdværgen Perkeo fra Italien, hvis navn skal være afledt af hans lyst til vin: Hver gang man spurgte ham, om han havde lyst til et glas vin mere, svarede han „perché no?“ – hvorfor ikke?

Heidelbergs gamle bydel: Pladser man kan blive forelsket i
Fra slottet går det ad Burgweg til den gamle bydel. I centrum liger Marktplatz med et af de mange smukke springvand i Heidelberg, de fornemme borgerhuse, mange cafeer og endnu flere små butikker - og naturligvis den berømte kirke Heiliggeistkirche. Herfra er der kun nogle få skridt til Kornmarkt, som mange mener, er Heidelbergs smukkeste plads. Madonnaen fra 1718, en fontænefigur, der bæres af engle, skulle efter modreformationen lede de frafaldne protestanter tilbage til den rette tro. I dag glæder man sig over den nostalgiske statue og postkortmotivet „Kornmarktmadonna mit Schloss“.

Studentermiljø: Mellem forelæsningssal og værtshus
På den næste plads, Karlsplatz, er der også et springvand, som på en fantasifuld måde illustrerer den berømte humanist Sebastian Münsters kosmografi. Og det er også noget typisk for Heidelberg: For ved siden af kurfyrsten var det i flere århundreder især de lærde, der bestemte over byens åndelige og kulturelle liv. Ikke mindst universitetet, der er det ældste universitet på tysk grund, tiltrak store navne, både studerende og lærere, blandt andet personligheder som Georg Willhelm Friedrich Hegel, Robert Bunsen, Max Weber og Karl Jaspers. I dag er ca. 28.000 studerende immatrikuleret ved universitetet. De er ikke kun flittige studerende, men også hyppige gæster på byens mange værtshuse og cafeer. For det er også en tradition i Heidelberg, hvilket man levende kan forestille sig over et glas vin på de smukke gamle studenterværtshuse som Sepp’l og Zum Roten Ochsen.

Highlights

Alle romantikeres drømmested: Slottet

Til drømmende slentreture: Den gamle bykerne

Sundhedsoplysende: Deutsches Apothekenmuseum

Museet Dokumentations- und Kulturzentrum Deutscher Sinti und Roma