Husum

Charmerende havneidyl ved Nordsøen og vadehavet: Husum

Den lille by ved det store hav: Den lille havneby Husum har maritim charme med en sjælden intensitet. Der hersker en fredfyldt stemning i den gamle fiskerbys stræder, hvor havneknejper og gourmetrestauranter byder på stribevis af dejlige overraskelser. På spadsereture hen over diget kan man nyde den vidunderlige udsigt over Nordsøen og UNESCO verdensnaturarv vadehavet .

I 1362 blev store dele af kysten oversvømmet, og med ét blev Husum til en havneby. Indbyggerne i Husum greb chancen, så de indrettede en markedsplads og kiggede afslappet på, mens byen udviklede sig til et blomstrende handelscentrum. Senere mistede havnen noget af sin betydning, men Husum blomstrede mere og mere som rejsemål for turister, som efterspørger enestående naturoplevelser og total afslapning i det vidunderlige ferieområde Husumer Bucht. At give sjælen et frikvarter, shoppe en smule her og der og lade sig forkæle: Det er Husum.

Marktplatz, Theodor Storm og den maritime arv

Husum har også masser af kultur – faktisk så meget, at den lille by har lavet sin egen rute, "Kulturpfad", som forbinder de 32 vigtigste historiske og arkitektoniske steder. Ruten begynder ved Altes Rathaus på Marktplatz, hvor seværdighederne ligger på stribe: Marienkirche er en af de mest betydningsfulde klassicistiske bygningsværker i Schleswig-Holstein. Foran kirken står Husums vartegn, Tine, en bronzestatue af en ung frisisk kvinde. Dernæst er der den tidligere herregård, hvor den danske Kong Frederik I gav tilladelse til møntprægning omkring år 1520, og endelig er der Theodor Storms fødehjem. Byens søn og berømte forfatter blev født den 14. september 1817 i hus nummer 9. Hans senere bolig, som i dag er Theodor-Storm-Zentrum, ligger et par gader væk og er indrettet nøjagtigt som da han boede der. De øvrige museer på kulturruten belyser Husums maritime arv, som Schifffahrtsmuseum Nordfriesland eller det nyistandsatte NordseeMuseum Husum i Nissenhaus: Her fortælles der om livet på og med havet, kampen mod naturens kræfter og regionens kulturelle særegenheder.

Fest på slottet og lækkerier ombord på skibet

Slottet uden for Husum er en anden kulturel seværdighed: Det ligger i udkanten af centrum i en park, der hvert år, når krokusserne blomstrer, forvandles til ét stort blomsterhav. Her finder internationale koncertarrangementer som "Junge Meister" eller "Raritäten der Klaviermusik" sted, og parken danner også en vidunderlig ramme om forestillingerne ved den internationale dukketeaterfestival "Pole-Poppenspäler-Tage". Og lige i nærheden, i havnen, der næsten når helt ind til Marktplatz, ligger restaurantskibet Nordertor, en af Tysklands ældste flydende restauranter, og venter på gæster, som har oparbejdet en sund appetit oven på alle seværdighederne.

Oplev Rejselandet Tyskland på kortet

Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.

Antal valgte favoritter