Hvor DDR oplevede begyndelsen på enden: Leipzig

Leipzig, kulørt, munter og fremtidsorienteret, er god for alle sanser. Der leves et pulserende liv i den dynamiske bog-, Bach-, messe- og universitetsmetropol i den nordvestlige del af Sachsen. Men Leipzig er også en anerkendt musikby – og heltebyen for den fredelige revolution: Med fredsbønnerne blev Nikolaikirche i Leipzig centrum for verdensbegivenhederne i 1989.

Hvor 6.638 piber sørger for den gode tone

Leipzig er en livlig og spændende kultur- og teaterby. Goethe, der studerede her, sammenlignede byen med Paris, og det var, som han sagde, ikke kun på grund af de smukke piger. Måske tænkte han også på Gewandhaus, hjemsted for Gewandhaus-orkesteret, der blev grundlagt tilbage i 1743 og længe blev ledet af Kurt Masur. Husets orgel er meget imponerende: 6.638 piber – den største måler 9,5 meter, den mindste 8 cm – sørger for en bombastisk klang. Eller måske mente han operaen, et hus med en mere end 300-årig tradition, et af Europas ældste musikteatre og berømt for det righoldige repertoire af store værker fra barok til nutid.

Den anden dagligstue: Leipzigs ældste kaffehus

Det gamle rådhus på torvet er centrum i den gamle bydel. Det anses for at være et af de smukkeste tyske eksempler på renæssancestil i det sene 16. århundrede. Siden 1909 har det byhistoriske museum, som med sine ca. 500.000 udstillingsgenstande er et af de største af sin slags, haft til huse her. Ligeledes finder man et af de ældste kaffehuse i Europa her: Zum Arabischen Coffe Baum. Siden 1711 og i de 16 historiske gæstesale har kaffekendere som Bach, Goethe, Schumann, Lizst, Lessing, Grieg, Wagner samt Napoleon og August der Starke valgt den kaffe, de bedst kunne lide.

Mindesteder for genforeningen: Nikolaikirche og Stasi-centralen

Nikolaikirche i centrum er snævert forbundet med borgernes historie og skæbne. I DDR-tiden var den et tilflugtssted for bøn og protest. Her samledes siden efteråret 1982 modstandere af regimet hver mandag til fredsbøn, og de gjorde til sidst Nikolaikirche til det centrale punkt for revolutionen i efteråret 1989. Med hvilke midler DDR ville bremse udviklingen, ser man ved et andet mindested: På Museum in der Runden Ecke, kaldet sådan på grund af bygningens form, hvor den lokale stasi-afdeling opfyldte sin pligt – „Horchen und Greifen“ (at lytte og pågribe). Udstillingen „Stasi – Macht und Banalität“ viser dokumenter, fotos og originale arbejdsredskaber, fx lugteprøver, minikameraer og mikrofoner. Den giver indblik i de arbejdsmetoder, som Ministerium für Staatssicherheit der DDR, bedre kendt som stasi, brugte.

Hvis man nu har lyst til noget mere hyggeligt, kan en værtshusrundtur i den nærliggende Barfußgässchen lige ved siden af torvet anbefales. Der er mange barer overalt i den indre by og længere mod vest i Gottschedstraße, og hvis man vil have det mere alternativt, kan man tage til Südvorstadt. En ølspecialitet i Leipzig er Gose, en eftergæret, uklar øl med en helt særlig smag. Den bliver nok ikke alles foretrukne øl, men den bør smages. Det gælder i det hele taget for alt det, som Leipzig har at byde på.