Schweinfurt

Den mest intelligente forbindelse mellem metal og lærred: Schweinfurt

Industri og kunst: Det, der ved første blik synes at være en modsætning, forenes i Schweinfurt til en spændende og fascinerende enhed. Byen er og har gennem årene været centrum for den europæiske kuglelejeindustri, men samtidig er den også en kunstmetropol, hvis gallerier og museer ville gøre mangen en større by ære.

Naturligvis: En by med en 1.200-årig historie havde også et liv, før der kom industri. Og den dag i dag dyrker Schweinfurt kontrasten: Moderne arkitektur ligger side om side med bygningsværker fra forgangne århundreder, borgerstolthed står over for arbejderkultur, den tidligere frie rigsstad satser på avantgarde. Der blæser en frisk vind i byen, man er stolt af, hvad man har nået, af den store forvandling, men også af, at man ikke har fornægtet sine rødder.

Fra fortid til nutid: Rådhuset og Georg Schäfer-museet

Et meget omtalt vidnesbyrd om den førindustrielle tid er rådhuset på torvet, byens nok mest betydningsfulde og smukkeste historiske bygning, opført i årene 1570 -1572. Det har på mirakuløs vis klaret sig uskadt gennem århundredernes katastrofer og krige – også anden verdenskrig, hvor Schweinfurt nærmest blev tilintetgjort. I indgangshallen vises der, man havde nær sagt naturligvis, skiftende kunstudstillinger. Modsat rådhuset er hele Georg Schäfer-museet viet til kunsten: Her kan man se Tysklands væsentligste private samling af tysk malerikunst med hovedvægten på den sene rokoko over klassicismen og romantikken til impressionismen. Schäfer-samlingen omfatter en Carl Spitzweg-kollektion med alene 160 malerier og 110 tegninger, derudover værker af Caspar David Friedrich, Ferdinand Georg Waldmüller, Albrecht Adam, Fritz von Uhde, Wilhelm Leibl, Adolph Menzel, Franz von Lenbach og Hans Thoma frem til Lovis Corinth, Max Liebermann, Max Slevogt og Max Beckmann. Selve bygningen er et af nutidens vigtige museumsnybyggerier, en skattekiste, som en kritiker beskrev den, der er kendetegnet ved imponerende indsnit, hjørner og kanter, ramper og trin, som han udtrykte det.

Kunst i svømmehallen og historie på det gamle gymnasium

Ligeledes et eksempel på usædvanlig museumsarkitektur er Kunsthalle Schweinfurt, en tidligere svømmehal, som industrimagnaten Ernst Sachs skænkede byen: Den nøgterne arkitektur og de store rum gør den til en ideel kunsthal. Et andet hus, Otto Schäfer-museet, indeholder omkring tusind illustrerede tryk, deriblandt en betydningsfuld samling af Dürer-stik og førsteudgaver af tysk litteratur fra reformationen til realismen. På Museum Altes Gymnasium bliver det derimod klart, hvor Schweinfurt kommer fra: Hovedvægten er lagt på den tidlige historie fra det 8. århundrede, opstillinger fra rigsstadstiden, borgerkulturen, lavstiden og industrialiseringen. Så meget desto glædeligere er det, at Schweinfurt i dag har begge dele: Industri og kunst.

Oplev Rejselandet Tyskland på kortet

Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.

Antal valgte favoritter