Robert Schumann, den tyske Chopin
Robert Schumann, den tyske Chopin
Robert Schumann ©Leipzig Tourismus und Marketing GmbH (Brzoska)

Robert Schumann, den tyske Chopin

Robert Schumann (1810-1856), den arketypiske komponist i den tyske romantik, er især kendt for sin klavermusik og sine lieder. Romantisk tragedie var ikke blot hans emne som kunstner, den prægede også hans liv, der blev afsluttet alt for tidligt.

Komponisten blev født i det nuværende Schumann-Haus i Zwickau, og her tog han sine første skridt ind i musikkens verden. Men allerede som ung mand måtte han begrave sine drømme om en karriere som pianist – som følge af tiltagende stivhed i hånden. Således tvunget af omstændighederne koncentrerede han sig om at komponere og skrive om musik. Det tidsskrift, som Schumann grundlagde, „Neue Zeitschrift für Musik“ eksisterer stadig.

I Leipzig giftede Schumann sig med sit livs kærlighed, pianistinden Clara Wieck – og ofrede derved venskabet med hendes fader Friedrich Wieck. Schumann-Haus i Leipzig, hvor det unge par boede i årene 1840 til 1844, og Schumanns „Frühlingssinfonie“ blev skabt, er i dag museum, arrangementssted og skole.

Da han ikke kunne finde nogen passende stilling i sit elskede Sachsen, flyttede Schumann med sin familie til Rhinlandet i 1850 og blev musikdirektør i Düsseldorf. Men hans sundhedsmæssige problemer forværredes hurtigt: efter et selvmordsforsøg blev han i 1854 indlagt på en psykiatrisk klinik, det nuværende Schumannhaus Bonn. Han og hans enke Clara ligger begravet på Alter Friedhof i Bonn.

Oplev Rejselandet Tyskland på kortet

Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.

Antal valgte favoritter