En manifestation af et "nyt Rom" - denne drøm ønskede Karl den Store at realisere, da han i 786 påbegyndte opførelsen af Marienkirche i sin residens i den centrale del af den by, der i dag er kendt under navnet Aachen. Dermed lagde han grundstenen til et af de betydeligste bygningsværker i Europa og gjorde omkring 800 Aachen til centrum i sit romerske rige. Domkirken er arkitektonisk og kunsthistorisk af universel betydning. Over en periode på 600 år (936 - 1531) blev 30 tyske konger kronet her. Kirkens skatkammer rummer nogle af de mest betydningsfulde kirkeskatte i Europa. Dertil hører sakrale kulturskatte fra senantikken og fra karolinsk, ottonsk, staufisk og gotisk tid. Nogle af dem hører til blandt de største kunstværker fra denne epoke. De relikvier, der opbevares her - de fire store helligdomme - var medvirkende til, at domkirken i middelalderen blev et af kristendommens vigtigste valfartssteder. Da Karl den Store døde i 814, blev han stedt til hvile i kirken. Den antikke sarkofag står i dag midt i korpolygonen i den gotiske korhal. I løbet af sin mere end tusindårige historie fik domkirken sit nuværende udseende, og den er i dag byens vartegn.
Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.
Antal valgte favoritter