Museumsøen i Berlin

    Museumsøen i Berlin

    Mellem Spree og Kupfergraben rummer Museumsøen i Berlin mesterværker fra menneskehedens historie gennem 6000 år.

    På en af øerne i Spree midt i Berlin finder du Arkadien - kunstens tempelby. Altes Museum, som blev bygget i 1830 efter tegninger af Karl Friedrich Schinkel, var det første byggeri på Museumsøen og det første offentlige museum i Prøjsen. I 1859 fulgte Neues Museum, i 1876 die Alte Nationalgalerie, i 1904 Bode Museum og i 1930 Pergamon Museum. Museumskomplekset, som med sine fem tempellignende bygninger er enestående i verden, indeholder skatte fra menneskehedens 6000 år lange historie. Museumsøen blev optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv i 1999 og er selve kernen i Berlins museumslandskab - og Europas største kulturelle investeringsprojekt. I december 2001 blev Alte Nationalgalerie med mesterværker fra det 19. århundrede genåbnet. Den højtidelige genindvielse af Bode Museum i oktober 2006 og af Neues Museum i oktober 2009 blev en publikumssucces af uventet omfang. Neues Museum havde stået som krigsruin i bybilledet i næsten 60 år. Siden 2003 er det blevet gennemgribende restaureret og renoveret under ledelse af den kendte britiske arkitekt David Chipperfield. Chipperfield supplerede de bevarede dele af museets bygninger med moderne arkitektur. På den måde lykkedes det ham at etablere en pragtfuld dialog mellem det klassiske og det moderne formsprog. Neues Museum rummer nu igen det egyptiske museum med den verdensberømte buste af Nefertete, museet for forhistorisk og ældre historisk tid samt udvalgte genstande fra den antikke samling. I de kommende år vil museumskomplekset blive suppleret med et centralt indgangsparti, James Simon-Galerie. En arkæologisk promenade vil så forbinde de enkelte huse både rumligt og tematisk og give de besøgende et enestående panorama over antikkens og den vestlige verdens kulturer.