Går turen til Etna på Sicilien eller til vulkanbæltet i Stillehavet? Det er slet ikke nødvendigt. Vulkaner er der masser af i Tyskland. I Eifel, som er et af de største vulkanlandskaber i Mellemeuropa, findes der ca. 350 slaggekegler, spektakulære stenbrud, lavastrømme, metertykke tuf- og pimpstensvægge, lavakupler, talrige sprudlende kulsyrekilder og gejsere. Man har også påvist plumer eller "hot spots“, som de også kaldes. Intet andet sted i Tyskland har jorden bevaret sin glød så synligt som i dette område. Mange vulkankegler og Eifels blå kratersøer vidner om den ildfulde og spændende tilblivelseshistorie og de særlige vulkanologiske forhold, der har skabt dette fascinerende landskab mellem Rhinen, Mosel og Ahr. På museer, i informationscentre og i miner langs ruten formidles i konkret og let forståelig form mere detaljeret viden om den ildfulde naturarv. På nogle af rutens stop kan man ved hjælp af eksperimenter få indblik i, hvordan jordens kræfter virker, og hvad der egentlig foregår under jordoverfladen. Meget tyder på, at vulkanerne ikke er udslukte, men blot sover. Denne vulkanrute giver en enestående mulighed for at udforske og studere en lang række geologiske fænomener og deres udvikling.