Det er ren natur – grøn er den dominerende farve på ruten fra Contrexéville til Donaueschingen, for skovene i Vogeserne og i Schwarzwald, områderne omkring bjergene og Rhindalen er iklædt denne farve i alle nuancer. Samtidig fører ruten forbi kulturhistoriske steder i topklasse. En rejse på "venskabsbåndet" er som skabt til cykel- og vandreentusiaster. Men gourmeter kommer heller ikke til kort her. De finder alt fra rustikke lækkerier på Fermes-Auberges til små serveringssteder ("Straußwirtschaften") hos bønderne i Baden, fra regionale specialiteter til talrige stjernebelønnede restauranter, og ikke at forglemme de ædle dråber fra det solrige vinlandskab i Oberrhein-området. I Titisee-Neustadt byder den kendte sø, Titisee, med sit krystalklare vand rutens besøgende velkommen, og derfra går turen til Hinterzarten, gennem Höllental og til Kirchzarten, der er centrum i dalen Dreisamtal. Næste station er Freiburg med den kønne gamle bydel, de charmerende små vandløb og stræder og den gotiske domkirke. Ruten fortsætter til Tuniberg, og derfra til Europabyen Breisach, der er blevet kendt for sine vin- og sektkældre. Efter man er kommet over Rhinen, når man Neuf-Brisach, solkongen Ludvig 14.'s by, med det velbevarede stjerneformede fæstningsanlæg fra det 17./18. århundrede. Langs ruten ligger den ene seværdighed efter den anden, men det konstaterer man bedst ved selvsyn.