Sächsisch-Böhmische Silberstraße regnes for Europas største frilandsmuseum og giver sine gæster en hjertelig velkomst med hilsenen "Glück auf!". Ruten starter i Zwickau, hvor Trabanterne tidligere blev produceret, og slutter dér, hvor sølvet engang fyldte skatkamrene og blev omsat til magt: i Dresden. Malmminerne bragte rigdom og kulturel opblomstring til regionen. Byer som Freiberg, Schneeberg, Marienberg og Annaberg havde økonomisk og kulturel indflydelse. Talrige fascinerende vidnesbyrd om minearbejdernes traditioner fra otte århundreder, gamle ærværdige bjergbyer, interessante museer og imponerende religiøse bygningsværker giver de besøgende en virkelig autentisk oplevelse. Berømte personligheder som regnemesteren Adam Ries, videnskabsmanden Georgius Agricola, der beskæftigede sig med metallurgi, og orgelbygmesteren Gottfried Silbermann arbejdede her. I arbejdende værksteder kan besøgende året rundt opleve den enestående træ- og drejekunst samt fremstillingen af legetøj og håndkniplinger, altsammen håndarbejde, der har sin oprindelse i området. Om sommeren er sølvruten præget af farverig malerisk skønhed, om vinteren er den som et blidt juleeventyrland med et skær af romantik.