Det var ikke kun konger, der drog ud på den middelalderlige handelsvej VIA REGIA. Den blev også benyttet af handelsfolk til transport af deres kostbare varer, af pilgrimme og af militære enheder. Denne enestående guldgrube af europæisk kulturhistorie var dengang som i dag en vej præget af kulturudveksling og kommunikation. Siden murens fald i efteråret 1989 udgør den tyske del af ruten omkring 600 km. Og byerne langs den historiske vej, f.eks. Frankfurt am Main, Fulda, Naumburg, Eisenach, Erfurt, Leipzig, Bautzen og Görlitz, ligger som betagende perler på rad, hvor besøgende kan få et unikt indblik i den europæiske historie. Spændende tidsrejser langs ruten fører til historiske bygningsværker, såsom Wartburg i Eisenach og mindesmærket for slaget ved Leipzig, Völkerschlachtdenkmal, eller til historiske personligheder, bl.a. kunstnere, tænkere og folkeledere, eksempelvis Goethe, Luther, Schiller & co., til de steder, hvor de havde deres virke. Desuden omfatter ruten religiøse bygningsværker, slotte, borge, imponerende befæstningsanlæg, parker og haver, for blot at nævne nogle eksempler.