I den nordlige del af Eifel i delstaten Nordrhein-Westfalen ligger Nationalparken Eifel. Den udfylder en niche i det bestående net af nationalparker mod vest og er samtidig den første nationalpark med fredning af de atlantisk prægede bøgeskove på sur jord i Mittelgebirge. Hvor der tidligere blev fældet træer, udvikles der nu vilde, uberørte skove. Her finder over 230 truede plante- og dyrearter et livsnødvendigt reservat. Vildkatten går på musejagt i de vidtstrakte skovområder, og bæveren bygger sine dæmninger i de rene vandløb. Hertil kommer et utal af flagermusearter, og isfuglen elsker den uforstyrrede ro i nationalparken ligesom de gule vilde narcisser, der hvert forår med deres blomsterpragt vækker begejstring hos naturelskere. Her venter der gæsterne en helt enestående kombination af skov og vand. For naturinteresserede er der et alsidigt tilbud af oplevelser. Man kan gå alene på opdagelse i nationalparken eller tage med på en guided tur. På "Urwaldtage" (urskovsdagene), der arrangeres på søndage i skoleferierne, guider rangere gennem det store fredede område og løfter sløret for naturens hemmeligheder. I Walderlebniszentrum (skovoplevelsescenteret) i den fortryllende kurby Gemünd i udkanten af Eifel nationalparken findes der lokaler med interessante udstillinger og et alsidigt tilbud af oplevelser for store og små. På forespørgsel arrangerer Nationalparkforstamt Eifel (skovstyrelsen) eksklusive gruppeture med guide, foredrag og rundvisninger med fagligt indhold. De mange specialarrangementer kan ses i nationalparkens arrangementskalender.