I de to nordlige delstater Niedersachsen samt Sachsen-Anhalt indbyder nationalparken Harzen til natur- og fritidsture med oplevelser ud over det sædvanlige. Siden 1990 har Brocken, på dansk Bloksbjerg, været en del af nationalparken, hvortil også hører andre centrale dele af Harzen fra Altenau i vest, Bad Harzburg og Ilsenburg i nord til Drei- Annen-Hohne i øst og Herzberg i syd. Goetheweg og Hexenstieg fører gennem de sagnomspundne skove, hemmelighedsfulde højmoser og de naturlige vandløb. Højdepunktet er Bloksbjerg på 1.142 m – det højeste bjerg i Nordtyskland. Toppen af bjerget er dog ikke altid synlig, da den ofte er indhyllet i tåge. Dette naturfænomen har givet anledning til de mange heksefortællinger, der har udmøntet sig i de årlige heksefester på Bloksbjerg valborgsaften. Et andet højdepunkt er damptoget, Brockenbahn, og den 100 år gamle have Brockengarten. Deltag i en vandretur med en naturguide og kør med Harzerns smalsporsjernbane, der råder over 130 km spor, op på Bloksbjerg til Tysklands højest beliggende banegård. På vandreture i området kan man opleve de pattedyr, der er hjemmehørende her, såsom kronhjorte, rådyr og vildsvin. Fuglene er alle steder og omfatter arter som sortspætte, ringdrossel og gærdesmutte. Med lidt held kan man også opleve vildkatte og losser. Her findes habitater, som fremover vil udvikle sig helt uden påvirkning fra mennesker. Foruden disse herlige dyreoplevelser findes der i området andre attraktioner såsom byer med bindingsværksbygninger fra middelalderen, bl.a. Goslar og Quedlinburg, begge optaget på UNESCOs liste over kulturarv. Stig ned i udstillingsmineskaktene og besøg drypstenshulerne i Rübeland samt Einhornhöhle (enhjørningshulen).