Nationalparken Vorpommersche Boddenlandschaft

    Her mødes badeturisterne med skovturisterne – nationalparken Vorpommersche Boddenlandschaft

    Nationalparken Vorpommersche Boddenlandschaft er det største fredede område ved Østersøen. Et landskab med stejle klinter og klitter, kystlaguner og strandsøer strækker sig fra halvøen Darß-Zingst til Rügens vestkyst. Det er et landskab, der er utroligt populært hos både badegæster og skovelskere.

    Længst mod nordøst i Tyskland i delstaten Mecklenburg-Vorpommern ligger nationalparken Vorpommersche Boddenlandschaft som et helt enestående landskab med klinter og klitter, kystlaguner og strandsøer. Sit navn har nationalparken fået fra ordet "Bodden" – betegnelsen for de flade bugter, der er adskilt fra Østersøen, og hvor salt- og ferskvand blandes. Man sejler ud til dem i både på "Bodden"-turene. På guidede vandreture eller individuelt arrangerede vandreture tager man på opdagelse på kysten og i nationalparkens skove. Foruden skoven Osterwald på halvøen Zingst kan man, når man krydser skoven Darßer Wald, stifte bekendtskab med nationalparkens største sammenhængende skovområde. Langs vejene gennem Osterwald, der også fører gennem de historisk betydningsfulde saltenge, findes der herlige udsigtspunkter, såsom Pramort og klitten Hohe Düne. Også den alsidige dyre- og planteverden er fascinerende. Her findes både kronhjorte og vildsvin. Særlig international betydning har nationalparken Vorpommersche Boddenlandschaft som den største soveplads for traner i Europa. Som en helt speciel ferieoplevelse kan man her hvert år om efteråret se, hvordan ca. 30.000 traner kommer flyvende. Til de andre højdepunkter i regionen hører kunstnerkolonien i Ahrenshoop, fyrtårnet og naturcenteret Natureum ved byen Darßer, nationalparkens hus på Hiddensee - den største ø i nationalparken, der også er et bilfrit område - og museet med guldskatten i Stralsund. Desuden kan det anbefales, at man ser Dünenheide og Dornbusch på højlandet.