Vandringer på bjergryggene, klippetoppe, spektakulære udsigter, tæpper af orkideer og den nærmest endeløse stilhed gør Briloner Kammweg til en oplevelse for naturelskere.
Briloner Kammweg er en rundtur, der går fra den tidligere hansestad Brilon over den 700-800 m høje kam mellem bækkene Hoppecke og Itter til den kendte vintersportsby Willingen. Skovene synes endeløse, naturens stilhed får en til at glemme hverdagens stress. Fra Willingen tilbage til Brilon går det op ad bjerget til det tidligere rettersted. Efter at ruten har krydset udløbet fra den ensomt beliggende Silbersee nær Brilon-skoven ved et vadested, går den over i Rothaarsteig-ruten. Forbi skulpturen Feuereiche løber Briloner Kammweg parallelt med klatrevarianten af Rothaarsteig over Ginsterkopf og Habberg. Opstigningen belønnes med en fantastisk udsigt langt ind i Sauerland. Midt i bøgeskoven dukker ruinerne af Borbergs Kirchhof op, et voldanlæg fra det 8. århundrede. Ruten går over Brilons kalktinder, der om sommeren er dækket af pastelfarvede orkideer, til Hiebammenhütte. Her kan man få sig et måltid mad i hyggelige omgivelser, før man tager turen tilbage til Brilon.
Tip
Seværdig Den gamle by Brilon med det historiske torv:
Det kan anbefales at tage en byvandring gennem den tidligere hansestad Brilon: Af seværdigheder er der bl.a. det historiske rådhus fra det 13. århundrede med barokfacade og en bred udvendig trappe, den lige så gamle provstikirke og de mange gamle og moderne springvand.
Oversigt:
Start og mål: Brilon (torvet)
Længde: 49 km
Antal etaper: 2
Højdemeter (cirkatal): Opstigning 2.800 m, nedstigning 2.800 m
Rutens beskaffenhed: 39 % natursti, 13 % asfalteret, 48 % andet, fx skærver