Fränkischer Gebirgsweg

    Fränkischer Gebirgsweg: På sporet af det hvide og det blå guld

    Fränkischer Gebirgsweg går igennem fire populære vandreområder i Franken: Naturparken Frankenwald, Fichtelgebirge, Fränkische Schweiz og Frankenalb.

    Fränkische Gebirgsweg begynder ved grænsen til Thüringen, i Unterreichenstein. Den slynger sig gennem regionens fire landskaber mellem Nürnberg og Tjekkiet. Man vandrer først gennem det "blå gulds" land, naturparken Frankenwald. Frankenwalds skifer, det „blå guld“, er den dag i dag den dominerende tag- og vægbeklædning i mange landsbyer og byer. Vidnesbyrd fra den nyere tyske historie ligger nærmest direkte på ruten – en del af strækningen er den tidligere dødszone mellem det delte Tyskland. Ved nedstigningen til Selbitz-dalen viser det „høje Fichtelgebirge“ sig for første gang i horisonten. Herfra går Fränkischer Gebirgsweg gennem "hvide gulds" land. Hvidt guld er ikke betegnelsen på Fichtelgebirges beskaffenhed, for den er granit, men porcelæn. Det er siden opdagelsen af kaolinforekomsterne i starten af det 19. århundrede blevet fremstillet på kendte porcelænsfabrikker. Herfra går det videre over Frankens højeste tinde til festspilbyen Bayreuth. Den mest imponerende del af naturparken Fichtelgebirge er bjergkammen mod syd. Særprægede klippelandskaber viser sig som kæmpemæssige labyrinter, som Fränkischer Gebirgsweg slynger sig igennem. De sidste etaper af vandreruten fører igennem Fränkische Schweiz til Frankenalb. Højt knejsende kalkstensklipper og drypstenshuler er karakteristiske for disse to naturområder.

    Tipp

    Bayreuth: Markgräfliches Opernhaus
    Det anses for at være det smukkeste og største bevarede barokteater i Europa og er officielt af forbundsregeringen blevet foreslået som UNESCO-verdenskulturarv. Det blev opført for markgrevinde Wilhelmine af den berømte teaterarkitekt Giuseppe Galli Bibiena og hans søn Carlo.

    Oversigt:

    Start: Untereichenstein i Frankenwald
    Mål: Hersbruck i Frankenalb
    Længde: 425 km
    Antal etaper: 24
    Højdemeter (cirkatal): Opstigning 15.500 m, nedstigning 15.500 m
    Rutens beskaffenhed: 43 % natursti, 17 % asfalteret, 40 % andet, fx skærver