Liv og levned: Martin Luther mellem revolution og tidens ånd

Et rigt liv, dedikeret og med kampgejst, fuld af konflikter og triumfer, rastløst og hvileløst: Luther var rebel og reformator, tænker og iværksætter, forud for sin tid og dog bundet af middelalderen.

Han blev født den 10. november 1483 i den lille by Eisleben. Sin barndom og ungdom tilbragte han i den nærliggende by Mansfeld. Hans fars forretninger gav ham mulighed for at få en god uddannelse, og i 1501 indskrev han sig på universitetet i Erfurt. Et heftigt uvejr, sådan fortæller sagnet, blev et afgørende vendepunkt i hans liv: I sin angst lovede han at blive munk, hvis han kom uskadt gennem uvejret. Kun 2 uger senere, den 17. juli 1505, indtrådte han i augustiner-eremitternes kloster i Erfurt, studerede teologi og blev præsteviet allerede i 1507. Det var en tid, hvor afladshandlen florerede: Devisen var penge mod sjælefred, og allerede som ung doktor og professor kritiserede Luther denne uhellige praksis. Den 31. oktober 1517 offentliggjorde han sine berømte 95 teser i Wittenberg. Til hans egen overraskelse bredte de sig hurtigt i offentligheden – og nåede efter kort tid til Rom. I 1518 indledte den romersk-katolske kirke en undersøgelse mod Martin Luther for kætteri. Men den sachsiske kurfyrste Frederik den Vise gennemtrumfede i stedet for det planlagte forhør i Rom en høring i Augsburg, der endte med en natlig flugt – Luther havde nægtet at tilbagekalde sine teser. Det fik paven til at miste tålmodigheden, han truede Luther med bandlysning og lod ham til sidst ekskommunikere. På Rigsdagen i Worms, hvor befolkningen modtog ham med stor jubel, skulle Luther have en chance mere, men han holdt på sit og gemte sig til sidst på Wartburg ved Eisenach. Den 13. juni 1525 giftede Martin Luther sig med den tidligere nonne Katharina von Bora. Storfamilien – Luther og hans hustru havde seks børn – boede på det tidligere Augustinerkloster med plejebørn, slægtninge, ansatte og studerende. I 1546 blev Luther kaldt til sin fødeby Eisleben for at ende en arvestrid, og her endte også hans liv: Den 18. februar døde Martin Luther. Han blev bisat tre dage senere i Wittenberg – i den kirke, hvor han næsten tre årtier tidligere havde slået sine følgerige teser op.

Oplev Rejselandet Tyskland på kortet

Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.

Antal valgte favoritter