Potsdam – slottenes by

En tur til Potsdam, Brandenburgs hovedstad, er en rejse ind i hjertet af Tysklands rige historie. Snyd ikke dig selv for at opleve Potsdams seværdigheder. Her kan du blandt andet se nogle af de flotteste slotte i Tyskland, besøge Sanssouci Park og nyde den afslappede og internationale atmosfære.


De flotteste slotte i Tyskland

Med sine slotte og parker er Potsdam er den perfekte destination, hvis du er interesseret i historie, arkitektur og kultur. Her har konger og kejsere bygget nogle af de flotteste og mest fantasifulde slotte i Tyskland, og et af dem, lystslottet Sanssouci, er blandt de største attraktioner i Potsdam. Potsdam har 175.000 indbyggere og ligger blot en halv time i tog fra Berlin. I kontrast til den hektiske storby kan du her blive både historisk betaget og finde ro i byens afslappende oaser, hvor det hele kan nås til fods.

I Potsdam har du en håndfuld af kongehuset Hohenzollerns slotte inden for rækkevidde. To af dem er særligt rige på historie. Tag også en tur i de herlige parklandskaber, der egner sig til en picnic på plænen. Eller tag med på en guidet tur, hvor du får mere at vide om de historiske skatte og arkitekturperler. Potsdam er kort sagt hjemby for nogle af de mest interessante og smukke slotte i Tyskland – så hvis du interesseret dig for dette, så er byen absolut et besøg værd.

Sanssouci Slot Sanssouci Slot ©DZT e.V. (Jens Wegener)

Besøg kongens lystslot Sanssouci og Sansouci park

At opleve Kong Frederik den Stores lystslot Sanssouci fra 1745-47 er et must! Slottet og den omkringliggende Sanssouci park er nemlig en af Potsdams største seværdigheder. Georg Wenzelslaus von Knobelsdorff var arkitekt på byggeriet, men kongen satte selv de første streger: I Sanssouci skulle der være plads til ham selv, til hans hunde og til de kulturpersonligheder, han gerne omgav sig med – heriblandt den franske filosof og forfatter Voltaire. Slottet Sanssouci ligger midt i Sanssouci park – et naturskønt område, hvor du kan opleve smukke blomsterhaver og mere end 3000 frugttræer. Sanssouci park er et godt sted at nyde frokosten eller gå en tur efter en spændende rundvisning på slottet. Lystslottet Sanssouci og Sanssouci Part er absolut blandt de mest besøgte af Potsdams attraktioner.

Billet til Sanssouci finder du online, samme sted som du kan læse om andre preussiske slotte.


Cecilienhof Slot Cecilienhof Slot ©SPSG/PMSG (André Stiebitz)

Hør verdenshistorie på Schloss Cecilienhof

Slottet Cecilienhof er en gave fra Kejser Wilhelm II til sin søn og svigerdatter, kronprins Wilhelm og grevinde Cecilie af Mecklenburg-Schwerin i 1916. Bare få år senere – efter 1. verdenskrigs afslutning var det dog slut med kejsere i Tyskland. Til gengæld fik Cecilienhof en hovedrolle i verdenshistorien efter 2. verdenskrig, da den amerikanske præsident Harry S. Truman, den britiske premierminister Winston Churchill (og senere Clement Attlee) og den sovjetiske statschef Joseph Stalin mødtes på Cecilienhof til Potsdamkonferencen og tegnede det nye europakort i sommeren 1945. På Cecilienhof blev Tyskland og Berlin opdelt i henholdsvis en amerikansk, britisk, fransk og sovjetisk besættelseszone.

En audioguide på bl.a. tysk og engelsk giver dig hovedtrækkene i det 20. århundredes europæiske udvikling, suppleret med fotos undervejs på en tur gennem gemakkerne på Cecilienhof.

Belvedere på Pfingstberg - et af de flotteste slotte i Potsdam

På Potsdams højeste højde, Pfingstberg, finder man slottet Belvedere. Belvedere blev bygget mellem 1847 og 1863 efter tegninger af Friedrich Wilhelm IV, og det er tydeligt at se kongens arkitektonisk inspiration fra hans rejse til Italien i 1829. I efterkrigstiden blev slottet misvedligeholdt, og ved opførelsen af Berlinmuren blev Belvedere udsigtspunkt lukket ned, da det var muligt at se grænsefaciliteterne mod Vest-Berlin. I 1987 satte en gruppe unge Potsdamsborgere sig for at gøre noget for at forhindre slottets forfald og dannede en arbejdsgruppe. De havde dog ikke de bedste arbejdsbetingelser. På grund af Belvederes tætte beliggenhed på grænsen mod vest, blev de nemlig overvåget af Stasi. Men med genforeningen i 1990 fik arbejdsgruppen støtte fra offentlige instanser og private sponsorer, som finansierede restaureringen af Belvedere, der blev afsluttet i 2005.


Potsdam: Belvedereslottet på Pfingstberg Potsdam: Belvedereslottet på Pfingstberg ©SPSG/FVP (Leo Seidel)


Det betyder, at man i dag kan nyde det smukke Belvedere slot og den vidunderlig udsigt over byens centrum, slotte og parker i Potsdam. Hvis vejret er godt, kan du endda se fjernsynstårnet i Berlin herfra. Om sommeren afholdes der forskellige kulturelle arrangementer som teaterudstillinger, koncerter og meget andet. Læs mere om programmet her.

Vidste du at...

Potsdam er en af Tysklands største attraktioner på UNESCO’s verdensarvsliste?

Glienicke Slot - italienskinspireret slot i Potsdam

Efter at prins Carl af Preussen vendte tilbage til Berlin fra sin første rejse til Italien i 1823, besluttede han at realisere en drøm: at bygge en italiensk villa. Komplekset blev allerede anlagt af den tidligere ejer Karl August Fürst von Hardenberg, men det var havekunstneren Peter Joseph Lenné og kravene fra prins Carl, der gav ejendommen sin nuværende form. Slottet har en nyklassisk stil med sydlandsk karakter.

Der afholdes ofte koncerter med kammermusik på slottet. Læs mere om koncerterne her.

Potsdam - se nogle af de absolut flotteste slotte i Tyskland

Der er masser af fine slotte i Tyskland. Det særlige ved Potsdam er, at Cecilienhof, Sanssouci, Belvedere og Glienicke alle ligger i kort afstand fra hinanden. Er du interesseret i kultur, historie eller arkitektur, så er Potsdam helt sikkert det rigtige sted at besøge for at se slotte i Tyskland.

Vores hoteltip til Potsdam

Hotel am Havelufer er en oplagt base for oplevelser i og omkring Potsdam. I kan blandt andet slappe af i de naturskønne omgivelser eller gå på opdagelse i de mange kulturelle tilbud, som Potsdam har at byde på. Hotellet ligger med en skøn udsigt direkte ud til floden Havel. Læs mere om tilbuddet og book direkte hos Happydays.