Kunst og kultur på hvert et gadehjørne

Bremen er fyldt med historie, kunst og kultur. Midt på torvet ligger et ensemble af UNESCO’s verdensarve. Derfra kan du nærmest træde direkte ind i Böttcherstraße, gaden der i sig selv er et kunstværk. Uanset, hvornår du besøger Bremen, vil der være gode chancer for at løbe ind i en af byens mange fester og festivaler.



Torvet – Bremens naturlige centrum

Bremens rådhus slap nogenlunde uskadt gennem 2. verdenskrigs luftangreb. Det kan du se, når du står midt på Markt, der er byens centrale torv, og som er omkranset af det ene prægtige hus efter det andet: Renæssancerådhuset og den store stenfigur af handlens beskytter Roland og St. Petri-kirken til den ene side. Overfor ligger Schüttinghaus, der er handelskammer og næsten lige så rigt udsmykket som rådhuset. Til den tredje side læner en flok gavlhuse med rigt dekorerede facader sig mod hinanden. Kun den sidste side skiller sig markant ud. Her finder du bag glas og stål Bremens parlament Bürgerschaft, der blandt de lokale ikke er så populær for sin arkitektur. Går du rundt om hjørnet for kirken, finder du Bremens koncertsal fra 1928, die Glocke (Klokken), der i modsætning til parlamentet er højt besunget for både udseende og akustik.

Bremen: Rolandstatuen Bremen: Rolandstatuen ©DZT Deutsche Zentrale für Tourismus e.V. (Francesco Carovillano)

En gade b(r)ygget på koffeinfri kaffe

Vidste du, at den koffeinfrie kaffe blev skabt i Bremen? Det var Ludwig Roselius en af Bremens utallige kaffekøbmænd, der i 1906 fandt ud af at skille koffeinen fra kaffen. Den koffeinfrie kaffe faldt i tyskernes smag, så Roselius grundlagde Kaffee Hag og blev hurtigt en rig herre. Formuen brugte han blandt andet på at støtte byens kunstnere, heriblandt Paula Modersohn-Becker. Ludwig Roselius fik også bygget en hel gade,Böttcherstraße, op som et kunstværk, hvor han placerede sit hovedkvarter. Gadens bygninger er alle opført i røde mursten i ekspressionistisk stil. I Böttcherstrasse finder du blandt andet et museum med nogle af de skønne billeder, som Paula Modersohn-Becker nåede at male i sit korte liv og Ludvig Roselius Museum med en del værker fra Roselius’ egen kunstsamling.


Festivaler året rundt

I Bremen udnytter de enhver lejlighed til at få en festival op at stå. I februar er der karneval, i oktober holdes Tysklands ældste folkefest Freimarkt, og ind imellem er der et utal af andre festivaler med øl, jazz, pride-optog og meget mere. Her kan du finde flere information om Bremens mange festivaler og events her.


Sving hofterne i sambaens tegn

Den ellers så kolde og grå februar måned får sig et farvepift, når Tysklands største samba- og maskekarneval henover en weekend overgiver sig til brasilianske rytmer. Med flere end 1.500 dansere fra omkring 100 sambagrupper bliver der sat kulør på byen og gang i festen. Karnevalet begynder stilfærdigt fredag aften med lysoptog i Viertel og Milchquartier i den østlige ende af byen. Dagen efter er der mere fart på med sambarytmer, farverige dansere, maskespil og dygtige styltekunstnere, der alle slår sig løs i et stort karnevalsoptog igennem centrum.


Til jazz på cykel

I april skiftes de brasilianske rytmer ud med jazz, når Bremen åbner dørene til festivalen Jazzahead. Kendte jazzkunstnere fra hele verden tiltrækker fans af jazz fra nær og fjern. Musikerne optræder på forskellige spillesteder, der ligger spredt ud over byen. Det er derfor oplagt at leje en cykel i flade Bremen, så man kan spurte fra den ene koncert til den anden på ingen tid. Bremens turistkontor kan hjælpe dig med at finde en cykeludlejer.

Jazzfestivalen Jazzfestivalen ©Jan Rathke

Havnefest holder fast i hyggen

Du kan også hoppe på cyklen og cykle 20 km til byen Vegesack nord for Bremens centrum den første weekend i juni. Skibe lægger til ved de gamle kajanlæg, kunsthåndværkere slår deres boder op, og musik bliver spillet på fire forskellige scener. Siden starten i 1980 er Vegesack Havnefest stille og roligt vokset fra at være en lille fest, som energiske ildsjæle organiserede til at være et stort professionelt event, som dog stadig har hjerte for sine lokale traditioner. Du kan komme med på rundtur i havnen eller besøge nogle af de mange boder, der nok skal gøre deres til, at du får stilet både sult og tørst. På scenerne veksler musikken mellem rock, pop, soul, blues, jazz og country. Og naturligvis må vi ikke glemme shanty, for hvad er en havnefest i Tyskland uden sømandssange?


Freimarkt – Bremens oktoberfest

Oktoberfest er det ikke, men det ligner det, når Bremen i godt to uger i slutningen af oktober holder Freimarkt. Det er Tysklands ældste folkefest og stammer helt tilbage fra 1035. Bremens femte årstid, kaldes festen, der byder på fest og farver med øl, snaps, musik og dans i store øltelte. Mens unge og voksne hyler om kap på højtflyvende og tænderskærende rutsjebaner, kan forældre holde øje med de mindre børn på de roligere karruseller. Freimarkt finder du på Bürgerweide, mens tivoliet er på torvet i centrum.
I den midterste Freimarkt-weekend er der kæmpestort optog med udsmykkede vogne og udklædte mennesker gennem byen.

Læs mere om Bremen her.