Ein smuttur med Inge-Lise & Hans Verner

Hans Verner og Inge-Lise har i en menneskealder været passionerede Tysklandsfans og rejst på kryds og tværs i det store naboland mod syd. Denne gang gjaldt det byen Bremen, som er over 1200 år gammel og gennem historien var en af de mest fremtrædende af Hansestæderne. De lejede bil og kørte frem og tilbage. Det var en god idé, for så så de også meget på vejen ud og hjem.





Se video Læs rejseberetning

Ein Smuttur til Bremen - Besøg ved historiske Bunker Valentin, Schnoor-kvarteret og Bremen Rathaus

Læs med her, hvor Hans Verner og Inge-Lise deler ud af deres oplevelser fra deres tur til Bremen. De lægger blandt andet vejen forbi Bunker Valentin og besøger det hyggelige kvarter Schnoor samt Bremen Rathaus. ”Vi elsker simpelthen at rejse i Tyskland og har gjort det rigtig mange gange. Vores guldbryllup næste år vil vi også fejre i nabolandet, og både børn og børnebørn skal med. Vi bliver en stor flok. Tyskerne er gæstfrie, og vi vil helst tale tysk med dem for at komme rigtigt under huden, men man kommer nu også ind på dem, selvom man ikke taler tysk”, siger Inge-Lise.

Tur til Bunker Valentin

Denne gang gik Tysklandsturen til Bremen, og første stop var Bunker Valentin, som hurtigt viste sig at være en stor oplevelse, måske turens største. Men også en vemodig en. Besøget ved Bunker Valentin var mildt sagt en oplevelse, som gav stof til eftertanke.

”Nazityskland ville bygge ubåde i den gigantiske bunker ved Bremen. Arbejdet blev gjort af tvangsarbejdere i slutningen af Anden Verdenskrig under umenneskelige vilkår og kostede 1.600 menneskeliv – og der kom heller aldrig en ubåd ud af bygningen. Det var en vemodig oplevelse men samtidig en nødvendig oplevelse for os. Vi må ikke glemme historien”, siger Hans Verner.

Inge-Lise og Hans Verner besøgte på førstedagen Bunker Valentin - en gråsort betonklods, som tårner sig op i Farge nordvest for Bremen. Bunkeren er omkring 420 meter lang, og bredden går fra 67 til 97 meter. Hele seks fodboldbaner svarer det til. Først i november 2015 blev Bunker Valentin åbnet for offentligheden. Man havde på det tidspunkt besluttet at bevare den – og lukke op for hemmelighederne derinde - som et mindesmærke. Man ønskede ikke længere at skjule den del af verdenshistorien.

Efter besøget ved Bunker Valentin fortsatte Hans Verner og Inge-Lise ind til Bremen for at nyde byens kulturelle og historiske seværdigheder.


Inge-Lise og Hans Verner ved Bunker Valentin Inge-Lise og Hans Verner ved Bunker Valentin ©DZT (Frame & Work)

Bremen Rathaus og Stadtmusikanterne

”Det var fantastisk at komme ind til Bremen og opleve det livfulde centrum. Bremen Rathaus, altså det gamle rådhus, var fx en enestående oplevelse. Det gotiske rådhus er på UNESCOs Verdensarvsliste, og det forstår man godt. Det har så detaljeret en udsmykning, og der er mange forskellige spændende etager indenfor. Det ligger på et stort flot torv ved navn Marktplatz, og man kan længe stå og beundre rådhusets detaljer, de mange smukke, gamle huse og torvets liv”, fortæller Hans Verner.

Under 2. Verdenskrig blev byen bombet af de allierede, og de amerikanske styrker okkuperede byen i 1945, men heldigvis blev Bremen Rathaus og flere andre vigtige bygninger skånet.

”På samme måde er den fine statue på torvet, Stadtmusikanterne fra Bremen, en god oplevelse. De svarer lidt til Den lille Havfrue i Danmark. Stadtmusikanterne kommer fra Grimms eventyr og viser fire udslidte dyr, et æsel, en kat, en hund og en hane. Eventyret fortæller, at de ikke følte, at de havde nogen fremtid på den gård, hvor de boede, for de blev pint og plaget. Derfor drager de mod Bremen for at finde lykken som musikanter. De kommer dog aldrig til Bremen - men lykken og venskabet finder de”, fortæller Inge-Lise.

Efter besøget ved Bremen Rathaus fortsatte ægteparret deres interessante rundtur i byen, og også domkirken gjorde et stort indtryk. Både domkirken og handelskammeret blev beundret fra alle sider, ikke mindst glasmosaikken. Bremens domkirkes historie går tilbage til 789, og efter en brand i 1041 blev byggeriet af den nuværende enorme basilika påbegyndt.

”Skaderne, som kirken led under anden verdenskrig var heldigvis begrænsede, og de blev udbedret i årene 1946 – 1950. Og så er det underskønt, at haven, som støder op til domkirken, er fuld af planter, som nævnes i Biblen. Haven hedder da også Bibelhaven, og kan man ikke genkende planterne, står der små skilte ved, der fortæller det”, fortæller Inge-Lise.


Bremen: St. Peter Domkirken Bremen: St. Peter Domkirken ©DZT (Florian Trykowski)

Kvarteret Schnoor er ren idyl

Ægteparret faldt pladask for Bremens kvarter Schnoor. Her fandt de snoede gyder, hvor små fine og meget gamle huse ligger som perler på en snor. Nogle af de gamle huse i Schnoor kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede, og de forskellige byggestilarter fortæller mange gode historier om liv, der er levet.

”Vi nød virkelig at gå tur i Schnoor-kvarteret og se de smalle bindingsværkshuse tæt på Weser-floden og guldsmedene og butikkerne, som sælger lokalt håndværk. Det er ren idyl og et paradoks i forhold til, at det i gamle dage var et slumkvarter. Nu er det en slags mondænt kunstcentrum, og thestuerne er hyggelige spise- og cafesteder”, fortæller Hans Verner.

Schnoor er også et af de steder, hvor turisterne kommer, men det er ikke uden grund. Idyllen er betagende og fortæller samtidig om levet liv igennem mange hundrede år.

Böttcherstrasse af porcelæn

Böttcherstrasse i Bremen er en af Tysklands mest særprægede gader med hyggelige bygninger i røde sten og fine kunstværker her og der. Det mener Hans Verner og Inge-Lise også efter at have slentret den tynd på deres tur.

”Smukke Böttcherstrasse er produktet af en kunstelskende kaffegrossists ønske om at genopbygge Tyskland – ikke mindst den kulturelle del – efter Første Verdenskrig. I middelalderen var gaden en vigtig vej mellem byens torv og floden Weser. Men i 1800-tallet døde handlen næsten ud, og husene i gaden gik i forfald. Men så flyttede kaffegrossisten Ludwig Roselius ind i Böttcherstrasse. Som ”opfinder” af den koffeinfri kaffe tjente han en bunke penge, som han bl.a. satte i kunst til at pryde gaden”, fortæller Hans Verner.

Men det specielle klokkespil i Böttcherstrasse er et besøg værd, og det kræver, at man kigger godt op i vejret for at få øje på de 30 små klokker, der sidder i fjerde sals-niveau mellem to røde gavle.

Klokkerne er skabt i det berømte tyske meissnerporcelæn, og mens de spiller melodier, viser der sig en række store berømtheder i tårnet ved siden af. I tårnets drejefunktion er der 10 tavler med motiver udskåret i træ, og de viser historiske personer, der har krydset Atlanterhavet. Man hilser her på Christoffer Columbus og Charles Lindbergh – piloten, der som den første i verden fløj alene uden stop over Atlanterhavet i 1927.



Bremen: Schnoor Viertel Bremen: Schnoor Viertel ©BTZ (Ingrid Krause)

”Vi kører altid med sporvogn”

Hans Verner og Inge-Lise elsker at køre med sporvogn. Det gør de ligeså tit, de kan komme til det, og det er heldigvis muligt i Tyskland, fordi så mange tyske byer gør sig i sporvognstrafik. Også i Bremen kører ægteparret gennem byen i sporvogn og nyder den hyggelige, skramlende fornemmelse, mens endnu mere af Bremen kan ses.

Slutteligt må Übersee-Museum nævnes, som ægteparret også besøgte og spiste dejlig frokost på. Museet giver et godt indblik i flora og fauna fra de forskellige verdensdele, og der er også en udstilling, der reflekterer over, hvordan museet har lavet udstillinger de seneste 30 år. Forskelligheder mellem kulturer og mennesker er også på tapetet her, så der er rigeligt af stof til at dykke ned i os selv og vores verden.

Og nu er vi næsten tilbage ved guldbrylluppet, for ægteparret Hans Verner og Inge-Lise kommer jo retur til Tyskland næste år, når det store, vigtige bryllup skal fejres med børn og børnebørn. Og naturligvis – fristes man til at sige – ved de allerede, at det bliver i Tyskland, at festlighederne skal stå.

.

Vores hoteltip til Bremen

Skal I på Ein smuttur til Bremen er Radisson Blu Hotel Bremen et oplagt overnatningsvalg. Hotellet ligger på den berømte Böttscherstrasse, som ligger lige midt i det historiske kvarter blot et stenkast fra det berømte rådhus og markedspladsen. Der er utallige af restauranter, cafeer og shoppingmuligheder i nærheden og så byder hotellet på fire-stjernet comfort, som er garanti for at gøre opholdet i Bremen til en behagelig oplevelse. Læs mere om tilbuddet og book direkte hos Happydays.