Ta’ familien med i det gamle danske land

Schleswig-Holstein er et af de steder, hvor du kommer allertættest på den dansk-tyske historie. Tidligere var delstaten en del af Danmark, så du kan sikkert genkende flere af bynavnene og fornemme det danske sprog i det platttyske. Grænselandet er ganske særligt, og I vil elske at lære om de mange fællestræk kulturelt og historisk, der er mellem Danmark og Tyskland.



Trav en tur ved Dannevirke

Egentlig er det fantastisk, at et voldanlæg helt tilbage fra før vikingetiden ligger så uberørt, som det gør. Det lange voldanlæg Dannevirke er et system af historiske, danske befæstninger og blev brugt fra cirka år 500 indtil krigen i 1864. Voldene er Nordens vigtigste oldtidsminde og er nu også på listen over UNESCO’s verdenskulturarv. Selv om voldene med årene er sunket, er det et fantastisk syn, der vil møde jer. Her mærker I virkelig historiens vingesus. Dannevirkemuseet har lavet forslag til vandrer- og cykelture, som kan hentes online på museets hjemmeside.

Danevirke Danevirke ©LOOK (Günther Bayerl)

Hils på vikingerne i Hedeby

Vikingernes vigtigste handelsby Hedeby – eller Haithabu – lå i bunden af Schlei-fjorden ved Schleswig by. Her kan I opleve, hvordan vikingerne levede for 1.000 år siden. I kan se, hvordan datidens huse så ud og hilse på ”nulevende” vikinger, der forsøger at leve som dengang. De viser blandt andet, hvordan man sejlede, fiskede og lavede mad. På vikingemuseet Haithabu, der ligger i samme område, kommer du helt tæt på de arkæologiske fund fra Hedeby, som kan fortælle mere om vikingernes liv, handel og hverdag. Der bliver også vist børnevenlige film om vikingernes liv i Hedeby.

Ostsee Resort Damp Ostsee Resort Damp ©Ostsee Ressort Damp GmbH (Oliver Franke)

Museum fra dengang morfar var dreng

Frilandsmuseet Molfsee syd for Kiel er et godt sted at tilbringe en dag i det fri. Her kommer I på en rundtur i, hvordan man levede på landet for 400 år siden. 60 historiske bygninger, der er hentet hertil, ligger spredt i et bølgende grønt landskab. Molfsee Frilandsmuseum er et levende sted, hvor I kan opleve forskellige håndværkere som kurvemagere, smede og vævere – og bageren – ofte i gang med at bage et friskbagt brød. Hos nogle af håndværkerne har I mulighed for selv at prøve de gamle håndværk såsom drejebænken hos pottemageren. I løbet af sæsonen kan du også komme med til forskellige events i frilandsmuseet, hvor der er marked, teater og koncerter.

Lad børnene dampe af på Damp

Der er dømt ferie for hele familien på Ostsee Resort Damp ved Østersøen. Du behøver ikke vente på, at solen varmer havet op, før du kaster dig i bølgerne, for i Damp er deres eventyrbad altid varmt. Eventyrbadet er helt sikkert feriecentrets største attraktion. Her er der badesteder for børn i alle aldre, vandrutsjebaner og saunaer for voksne. Når du booker en overnatning i en af Damps hytter eller på hotellet, er besøget i Eventyrbadet med i prisen. Hvis vejret ikke egner sig til at lege på stranden lige uden for døren, kan børnene få timer til at gå i den indendørs aktivitetspark Funhalla. De voksne kan imens forkæle dig selv med en omgang wellness.