Tre på stribe langs Østersøen - Flensburg, Neumünster og Kiel

Måske plejer du bare at smutte forbi byerne Flensburg, Neumünster og Kiel, når du runder Østersøkysten ad motorvejen syd for den dansk-tyske grænse. Alle tre byer er ellers gode stop, hvis du er ude efter shopping og gastronomi til priser, der gør livet lidt sjovere.



Flensburg for feinschmeckere

I Flensburg er det værd at smage på rommen, som byen engang havde eneret på at sælge. Der er også gode restauranter, cafeer, hyggelige købmandsgårde og et aktivt sejlerliv ved fjorden. Vores bedste tips til byen har vi samlet her, men du kan finde meget mere om Flensburg og fjorden på byens dansksprogede hjemmeside.

Flensburg: Aftenlys over fjorden Flensburg: Aftenlys over fjorden ©Lookphotos (S. Lubenow)

Udforsk baggårdene i Rote Strasse

Det er imponerende, at der findes så mange forskellige shopping- og nydelsesoplevelser i Flensburgs Rote Strasse, da gaden ikke er meget mere end hundrede meter lang. Men faktisk gemmer der sig inde bag de charmerende gamle husfacader med blomsterkasser en håndfuld gårdrum med lækre delikatesser og unikt kunsthåndværk. Du finder blandt andet Braaschs’ Rom- og Vinhus og nogle hyggespredende caféer. Inde bag de gamle købmandsgårde er der flere attraktive baggårde, der har front mod Schiffbrücke og Norderhofenden ved havnen. Om sommeren er der ekstra liv i gårdene, når musikfestivalen Flensburger Hofkultur spiller op til dans.


Rommens og sømændenes by

I bunden af Flensburg fjord støder du på bydelen, der engang var befærdet af primært købmænd og sømænd. Den emmer af Flensburgs maritime fortid og tager dig tilbage til dengang, søfarten var på sit højeste. Her kan du gå en tur langs Schiffbrücke, en gade der ligger langs vandet. Fra den gamle byport Nordertor og sydpå støder du snart på gamle træskibe i Museumshavnen, og er der gang i museumsværftet, er du velkommen til at kigge indenfor. Søfartsmuseet på den anden side af gaden fortæller om byens søfartshistorie, men også om hvorfor Flensburg blev rommens by. Bliver du sulten undervejs på den videre tur langs havnen, er der god sømandskost, det vil sige fisk hos Piet Henningsen og friskbrygget øl med tilbehør på Hansens Bryggeri.


Kiel – hovedstad ved vandet

Kiel er hovedstad i delstaten Schleswig-Holstein. Er du til kultur og shopping i lidt større skala end i de fleste andre byer i delstaten, så er du kommet til den rette by. Kiels placering ved havet kostede byen dyrt under 2. verdenskrig. Her lå den tyske marine, og derfor blev Kiel udsat for voldsomme luftangreb. Det er forklaringen på, at Kiels i dag så ungdommelige udseende.

Sejlskibe på fjorden i Kiel Sejlskibe på fjorden i Kiel ©Lookphotos (Olaf Bathke)

Læg til kaj i Sailing City

Vandet er Kiels største attraktion. Byen kalder sig selv the Sailing City, så en sejltur på fjorden skal med på din liste over must-dos. På landjorden finder du let rundt i byen ved at følge den blå linje, der er malet på fortovet langs havnen i centrum. Den er overkommelig – 1.600 m – og den fører dig rundt til mange af byens seværdigheder fra hovedbanegården til Ostseekai, hvor krydstogskibe og færger lægger til. Det eneste, der viser lidt af Kiels oprindelige bybillede, er den elegante Dänische Strasse. Her finder du lækker mode hos Heidrun Schloen og klassikere til mænd hos Kelly’s, alt i musik hos Ruth König Klassik og god mad bag de småsprossede ruter på Restaurant Lüneburg Haus.


Neumünster – de gode tilbuds ven

Kender du Neumünster? Nej, vel. Mange kører forbi næsten uden at ænse byen, der ellers ligger nærmest midt i delstaten Schleswig-Holstein. Er du på udkig efter shopping, er Neumünster værd at standse op ved. Både i centrum og i udkanten ved motorvejen kan du gøre gode handler.


Shop løs i outletlandsbyen

Der er penge at spare på børnetøj, mode, køkkenudstyr, sko, kosmetik og smykker i outlettet McArthur Glenn . Outlettet er bygget som en lille landsby, hvor designerbrands er flyttet ind i husene. Naturligvis kan du også få noget at spise, og børnene kan få nogle gode timer til at gå på legepladserne eller ved overraskelses-springvandet, der er lagt ned i fliserne. Ved indgangen kan du gribe et kort over shoppingbyen og gå på opdagelse i de mange butikker. De har med sikkerhed lige det, du mangler. Udvalget er måske fra sidste års kollektion, men det er førsteklasses mærkevarer, og priserne er op til 70 % lavere end andre steder.


Nyd den lille bykerne i Neumünster

I centrum er Holsten-Galerie Neumünsters nye shoppingcenter. Her har du 90 butikker, cafeer og restauranter samlet under samme tag. Herfra er der heller ikke langt til andre af byens specialforretninger. Få eksempelvis et par skræddersyede sko hos den ungarske skomager Harai, eller prøv den delikate chokoladecafe Oldehus, hvor man kan prøve deres velsmagende tærter og ikke mindst deres chokolade i luksusklassen. Vil du spadsere en tur, så gå rundt om Einfelder See nord for centrum eller se på kunstværkerne i skulpturparken ved Herbert Gerisch Stiftung, hvor der indenfor i den nærliggende villa er kunstudstillinger og café.

Du finder en dansk guide til Neumünster her.