Ein smuttur til Mölln og Ratzeburg

Til denne smuttur finder vi ikke bedre ambassadører end ægteparret Hans Verner og Inge-Lise. De har begge rejst meget i Tyskland, både sammen og hver for sig. Hans Verner er pensioneret præst og Inge-Lise tidligere folkeskolelærer. De har kendt hinanden siden de var 15 år, og med 45 års ægteskab bag sig, er der ikke meget de to ikke har oplevet sammen. Måske lige med undtagelse af den tyske by Mölln, så det skal selvfølgelig indhentes. Mölln ligger i regionen Herzogtum-Lauenburg i delstaten Schleswig-Holstein, et par timers kørsel fra færgen i Puttgarden.
Her kan du læse om de mange oplevelser på deres 3-dages tur til Nordtyskland – og der er lidt for enhver smag.

Se video Læs rejseberetning

Ein smuttur med Hans Verner og Inge-Lise

Til naturelskeren: En frodig oase med mere end 40 søer

Hans Verner og Inge-Lise kan godt lide at komme forberedt, så på køreturen får parret læst op på hvad der venter dem, når de ankommer. Mölln er kendt for mange ting - de mere end 40 forskellige søer, de frodige grønne områder og sagnfiguren Till Eulenspiegel, som man næsten kan kalde for byens mest kendte beboer. For tyskerne i de omkringliggende byer er Mölln også en attraktiv feriedestination. Det tager ikke mere end 50 min. at køre fra Lübeck til Mölln, så mange af de lokale Lübeckere ynder at bruge Mölln som en fredelig ferieoase. Her er da også en helt særlig fred og feriestemning over stedet. Sådan har det ikke altid været. Mölln er en gammel handelsby, og ligger på den saltvej som i gamle dage gik mellem Lüneburg og Lübeck, en af Nordtysklands vigtigste handelsveje. I dag er den gamle saltvej forvandlet til en hyggelig shoppinggade med moderne butikker, omkranset af charmerende bindingsværksfacader. Ved ankomsten checker vores smuttursambassadører ind på Seehotel Schwanenhof som ligger klos op ad en af områdets mere end 40 forskellige søer.

Til den kunstinteresserede: Endagstur til øbyen Ratzeburg

Næste dag går turen til øbyen Ratzeburg. Det tager ikke mere end 15 min. i bil fra Mölln. I Ratzeburg finder man et væld af små historiske museer og hyggelige bindingsværkshuse. Hvis man er kunstinteresseret, kan man besøge Barlach museet dedikeret til den tyske skulptør Ernst Barlach. Flere af hans skulpturer kan også findes rundt omkring i byens gader og stræder, så Hans Verner og Inge-Lise går på opdagelse. Hans Verner fortæller senere: “Det var som en kunstskattejagt, og jeg kan med stolthed sige, at jeg var den hurtigste til at opdage værkerne i bybilledet.”

Byen Ratzeburg Byen Ratzeburg ©HLMS GmbH (Carina Jahnke)

Til den aktive: En cykeltur til Lödings Bauernhof am See

Efter frokosten hopper vores to ambassadører på en cykel. Der er flere end 20 forskellige cykelruter i området afhængig af, hvad man vil passere på vejen og hvor langt man har lyst til at cykle. Hans Verner og Inge-Lise gør stop til en kop kaffe ved den hyggelige bondegård Lödings Bauernhof am See inden turen går tilbage til Mölln. Stedet byder på meget mere end bare kaffe. Her går der fritgående grise rundt og man kan også købe nogle af de kendte hvide asparges med hjem.

En hyggelig sejltur

Smutturens anden dag starter med en hyggelig sejltur. Ved hotellets badebro bliver ægteparret hentet af Atlantis, en hyggelig og miljøvenlig træbåd med solceller på taget. Det er den helt rigtige måde at opleve byen fra søen. “Der er bare noget helt særligt ved at opleve byen fra vandet, og så ovenikøbet fra en hyggelig træbåd” fortæller Inge-Lise om oplevelsen.

Til historiekenderen: Besøg hjemsted for Eulenspiegel

Sejlturen ender på den anden side af søen, og når man træder op på kajen, befinder man sig i centrum af byen. I dag bor der omkring 19.000 mennesker i Mölln, men tilbage i 1800-tallet boede der ikke flere end 3.000. En af de ting der har været med til at gøre byen attraktiv er sagnfiguren Till Eulenspiegel. Byens torv er endda dedikeret til spasmageren, som siges at have boet her i byen. Her sidder han også stolt i en bronzeudgave. Det siges at bringe lykke, hvis man rører Eulenspiegels tommeltot og fod på samme tid, så det prøver Hans Verner og Inge-Lise også. Her på torvet er der endda et helt museum dedikeret til nogle af de vandrehistorier som har gjort Eulenspiegel til en legende i byen. Som historien om da Eulenspiegel overbeviste en hel by om, at han var læge og kunne kurere de syge, hvis bare han blev betalt med 200 guldmønter. Eulenspiegel viskede til hver enkel af de indlagte, at han ville bruge den sygestes aske i en ny medicin til at kurere de øvrige patienter. Han ville finde frem til den sygeste patient ved at bede alle om at rejse sig og forlade hospitalet på samme tid, og den der var tilbage måtte jo være den sygeste. Lægen vidste intet om Eulenspiegels plan, så da han så alle patienter rejse var han så forbløffet og overvældet at han straks betalte Eulenspiegel de 200 guldmønter. Næste dag da Eulenspiegel var langt over alle bjerge, dukkede de samme patienter op på hospitalet og lægen måtte indse, at han var blevet snydt. “Det er skønt med sådan en frisk historie, der kan sprede glæde i sådan en lille by. Vi har brug for den slags i dag” siger Inge-Lise.På byens højeste punkt ligger St. Nikolai kirken. Her finder man Eulenspiegels gravsted. Han skulle eftersigende være begravet flere steder i Tyskland, så hvorvidt det egentlig er her, han ligger, må man selv vurdere, ligesom man også selv må vurdere om han rent faktisk har eksisteret.

Mölln Mölln ©HLMS GmbH (Carina Jahnke)

Til madelskeren: Landskendte kager på Zur Kutscherscheune

Efter en velfortjent frokost og en lille gåtur i området, kører vores smuttursambassadører til Zur Kutscherscheune, hvor det er blevet tid til en kop eftermiddagskaffe og lidt kage. Kager som folk kører langvejs fra for at prøvesmage. Stedet ligger ved siden af en gammel herregård ud til en anden af områdets mange søer. Her kan man nyde sin kaffe i rolige og naturskønne omgivelser, og det er lige præcis hvad ægteparret gør inden turen går tilbage mod hotellet.

Oplev vild natur i Naturparken Uhlenkolk

På smutturens tredje dag inden turen går tilbage til Danmark, kan Hans Verner og Inge-Lise lige nå at opleve Naturparken Uhlenkolk. Her kan man komme helt tæt på områdets rige og vilde naturliv. Blandt den vildtvoksende natur kan man bl.a. være heldig at spotte vildsvin, oddere, vaskebjørne og et væld af fuglearter.

Hans Verner og Inge-Lise har nydt de tre fantastiske dage i Mölln og Ratzeburg. Nu glæder de sig til at komme hjem og fortælle børnebørnene om de mange gode oplevelser.


Lej en bil med rabat

Inge-Lise og Hans Verner er kørt på Ein smuttur i en lejebil fra Sixt biludlejning. Hvis du også vil afsted på Ein smuttur, kan du lige nu få op til 40 % rabat, hvis du booker her hos Sixt. Så der er ingen undskyldning for ikke at tage afsted.