Sommerens festivaler i Schleswig-Holstein

Sommeren er lig med festivaler, og i Schleswig-Holstein er der noget for enhver smag. Her kan du opleve heavy, klassisk musik og meget mere... I denne artikel kan du læse mere om kulturfestivalen Happytown og de store musikbegivenheder som NORDEN Festival og Wacken Open Air, der er på programmet i Schleswig-Holsten.

En smeltedigel af kulturtilbud

Happy Town Festival har fået sit navn fra stedet Glückstadt. Glückstadt er en lille by med omkring 11.000 indbyggere i Schleswig-Holstein. Happy Town Festival er en moderne kulturfestival, der sigter mod at kombinere forskellige former for moderne kultur. Og da alle skal være velkomne, er adgang gratis. Festivalen varer i tre dage (fredag til søndag) og tager sin begyndelse om eftermiddagen. Festivalen er stadig ret lille og meget hyggelig. Der tilbydes en herlig smeltedigel af musik, et skøjteområde, en kunstlandsby, et videnscenter og en mur med gadekunst.

Happy Town Festival vil ikke blive gennemført i 2021 men til gengæld den 1. juli 2022.

Klassisk musik i det fri

Schleswig-Holstein musikfestival blev grundlagt i 1986 og er en af de mest spektakulære festivaler indenfor klassisk musik. Koncerterne finder sted udenfor koncertsalene blandt andet ved smukke slotte, herregårde, kirker og industrielle bygninger i Schleswig-Holstein, Hamborg og dele af Danmark og Niedersachsen.

Koncerterne henvender sig til et bredt publikum med en familievenlig atmosfære, hvor besøgende kan nyde musikken i skønne rammer evt. ledsaget af en picnickurv. Både nye og velkendte kunstnere er repræsenteret i programmet, som løber af stablen i juli og august. Børn mellem 3 og 13 år kan underholdes i musikværkstedet, hvor musikpædagoger står til rådighed. Siden 2003 har der også været en musikfestival specielt for børn, hvor de kan lytte til musik, men også lave musik og synge selv. Festivalen er et samarbejde mellem forskellige frivillige, regionale værter og musikelskere, der ønsker at skabe en hyggelig atmosfære. Den internationale jazzfestival har også været en del af Schleswig-Holstein musicfestival siden 2002.

Priserne for koncertbilletter er forskellige og varierer afhængigt af pladserne, for eksempel er der billetter til omkring € 14, men også billetter til € 99.

NORDEN Festival - Musik, kunst og mangfoldighed

NORDEN Festival i Schleswig kombinerer musik, kunst og kulturel mangfoldighed fra forskellige nordiske lande samt aktive oplevelser og gastronomiske delikatesser. I de sidste tre år har festivalen fundet sted i tre weekender i august og september i Schleswig-Holstein. Det er adskillige scener på NORDEN Festival, hvor internationale bands og musikere fra pop til rock og folkemusik slår sig løs, men det er også filmvisninger, teaterforestillinger m.m.

Under festivalen præsenterer designere og håndværkere deres kreationer. Festivalen slår sig også på bæredygtighed og danner rammen for en række aktiviteter i naturen - strand, vand, sauna, workshops til fysiske aktiviteter og sport såsom stand-up paddling, klatring og svømning. De besøgende opfordres til aktivt at tage del i festivalen og der er indrettet et værksted og studie, hvor du kan slippe din egen kreativitet fri.

Det er blandt andet muligt at købe early bird billetter med rabatter samt familiebilletter med op til 3 børn og dagsbilletter (med rabat for børn mellem 7 og 13 år, skolebørn og studerende). Læs mere om priser og billetter hos Norden Festival.

Wacken Open Air - verdenskendt heavy-festival

Wacken Festival har fundet sted hvert år den første weekend i august siden 1990. Med sine 240 ha er det lille samfund Wacken nu internationalt kendt. I over 30 år har mere end 85.000 publikummer deltaget i Wacken Open Air for at opleve en af verdens største heavy metal-festivaler, hvor mere end 150 artister giver koncerter fordelt på festivalens ni scener.

Den såkaldte "Infield", også kendt blandt fansene som "Holy Land", er festivalens største scene og herefter følger scenerne med navnene "Faster," "Harder" og "Louder."

Men der er ikke kun musik på Wacken Open Air. Områder som Wasteland og Wackinger village gør festivalen til noget helt særligt. Wasteland-området, der mest af alt ligner noget fra Mad Max filmene, er designet i en post-apokalyptisk stil af Wasteland Warriors artist collective. Wackinger village, som ligner en middelalderby, har udviklet sig til sin helt egen middelalderlige begivenhed under festivalen med sækkepiber, flamme-spiser, middelalderlig rock på scenen og riddere i rustning, der kæmper mod hinanden. Den særlige "Metal Church" er også en del af festivalprogrammet på Wacken Open Air - med den specielle akustik og atmosfære såvel som specielle musikvalg indbyder den til en uforglemmelig oplevelse.

Festivalen har også tilknyttet et stort campingområde, der er udstyret med bade og toiletter samt morgenmadstelte, et lille supermarked og andre små boder, som kan forsyne de overnattende med mad og drikke.

Men hvis du vil have en billet, skal du være hurtig på tasterne, da festivalen har for vane at blive hurtigt udsolgt.