Tank op på Lübecks kultur

En by, der har passeret 875 års-fødselsdagen, har en lang kulturhistorie at vise frem. Og der er masser af historiske og kulturelle seværdigheder i Lübeck, som du kan nå på en slentretur gennem byen. Vil du vide mere om de mange seværdigheder i Lübeck, så er du havnet det helt rigtige sted. Vi har nemlig samlet et overblik over Lübecks mange attraktioner og muligheder, så du let kan finde ud af, hvad du skal se, når du besøger byen.

Seværdigheder i Lübeck

Lübeck er populær blandt danskerne og ikke uden grund. Der er nemlig masser af seværdigheder i Lübeck. Her kan du slentre rundt i de hyggelige snoede smøger og opleve et hav af kulturelle attraktioner, som den berømte byport Holstentor, Europäisches Hansemuseum, eller du kan se byen fra et andet perspektiv på en afslappet havnerundfart. Du kan også booke en guidet tur rundt i byen, som findes både på dansk og engelsk.

Muuseer i Lübeck

Hvis du tror, at museer er kedelige, kan du udfordre dig selv på fire af de bedste museer i Lübeck.

Ingen steder behøver du spilde tiden, for museerne viser vej til de bedste kunstværker, og så er museerne absolut blandt de bedste seværdigheder i Lübeck.

Her kan du læse mere om Lübecks museer.

Få overblik fra toppen af St. Petri

St. Petri-kirken i centrum er en af de mest besøgte seværdigheder i Lübeck – i hvert fald kirketårnet. Heroppefra får du vidt udsyn over byen. Med sølle 50 trappetrin og en tur i elevator, når du toppen til udsigtsplatformen i 50 meters højde. Du kan fra toppen af tårnet se St. Marien-kirke, rådhuset, byporten Holstentor, udflugtsskibene på floden Trave, de fornemme gavlhuse i gaden Großer Petersgrube og videre ud til det moderne Lübeck. I klart vejr kan du se helt op til de store hoteller ved Østersøen, til nabodelstaten Mecklenburg-Vorpommern og op til højdedragene i det Holsteinske Schweiz. St. Petri bruges ikke længere som kirke, men i stedet til events, udstillinger og markeder med kunsthåndværk. Det er et godt bud på en anerledes måde at opleve de forskellige seværdigheder i Lübeck på – og ikke mindst få et overblik over byen.

Duk hovedet og dyk ind bag kulissen

Bag Lübecks fornemme facader gemmer sig en anderledes og hyggelig lilleputby med små huse og haver inde i baggårdene. De små huse er rester af den oprindelige middelalderby, som er utrolig velbevaret og i dag er attraktive boliger. For at dykke ind i dette eventyrlige Lübeck må du dukke hovedet, for indgangene til den halvt skjulte verden foregår oftest gennem en lav åbning i forhuset og går videre ind gennem en mørk og smal smøge. Herinde åbner sig så en stille oase med plads til blomster, bænke, børn og boliger som små kulørte dukkehuse. Flere steder kan du bevæge dig videre og komme ud gennem en anden smøge til en helt anden gade end den, du gik ind ad. Alle gårde og smøger hedder noget med –gang. Et kort over smøger og baggårde finder du her, lige til at downloade inden en byvandring i Lübeck.

Se byen fra vandet

Lübecks centrum ligger på en ø, så en sejltur på floden Trave rundt om byen er en anderledes måde at opleve den på. Der er flere muligheder for at komme med ombord.

I byens museumshavn, der er placeret smukt med byens maleriske huse som baggrund, ligger flere end 20 historiske sejlskibe fortøjret. Et af dem, der tager passagerer med på dagsudflugter, er skibet Lisa von Lübeck, som er en rekonstruktion af sejlskibet hansekogge fra det 15. århundrede. Der er også havne- og kanalrundfarter med mere moderne udflugtsbåd, eller du kan leje en e-båd hos Boat Now og udforske vandvejen på egen hånd. Vil du gerne sejle ud af Lübeck på en lille tur, kan du sætte sejl mod Travemünde ved Østersøen eller sejle op af Traves biflod Wakenitz. Her kommer du gennem et vildnis, der før murens fald var en del af jerntæppet mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern.

Lübeck julemarked

Tyskland er kendt for deres julemarkeder og det store julemarked i Lübeck er ingen undtagelse – her er der med garanti skruet helt op for julehyggen, når de lokale langer glühwein og brændte mandler over disken. Besøger du byen i december er det et must at besøge Lübeck julemarked – men det er næsten uundgåeligt. Det store julemarked i Lübeck besøges nemlig hvert år af flere tusinde tyskere og turister, så du kan bare følge strømmen af mennesker. Den hyggelige julestemning gør byen til et oplagt rejsemål, hvis du planlægger en miniferie i Nordtyskland i juletiden.

Du finder mere information om Lübeck på Visit Lübecks hjemmeside.