Romere, narre og biskoppen: Mainz

Mainz, hovedstaden i delstaten Rheinland-Pfalz, universitetsby, romerby, medieby, står for den berømte treenighed af romansk domkirke, Gutenbergs bogtrykkerkunst og det rhinske karneval. Og for en stor, næsten 2000 år gammel historie, som indbyggerne i Mainz præsenterer med stolthed og tilbagelænethed. At der også hører en udpræget vinkultur til byens mange kulturgoder, gør bare Mainz endnu mere sympatisk.

Hvor man selv i "skriftestolen" begår små synder

De kunstfærdigt restaurerede facader på barokke adelspaladser og prægtige kirker emmer af historie. Den gamle bydel, der med den store domkirke som den altdominerende bygning strækker sig til Südbahnhof, har mindesmærker fra det middelalderlige Mainz og Mainz fra den tidlige nyere tid. Dagen igennem er der et pulserende liv i de små krogede stræder, der hedder sådan noget som Nasengässchen eller Heringsgbunnengasse her, og i de mange små butikker og cafeer omkring den vidunderlige Kirschgarten med de romantiske bindingsværkshuse og springvandet Marienbrunnen; der er travle markeder i næsten alle bydele, ikke kun i den gamle bydel og på Liebfrauenplatz. Ud på de små timer mærker man, at Mainz er vindronningen blandt Tysklands byer; Rheinhessen er det største vindistrikt i delstaten, og den unge generation af vinbønder viser med engagement, know-how og selvbevidsthed, at de er i stand til at yde noget helt særligt. Beboerne i Mainz indtager helst deres frembringelser på de hyggelige vinstuer og værtshuse, der har så fromme navne som „Klingelbeutel“ (kirkebøsse) eller „Beichtstuhl“ (skriftestol). Måske en henvisning til, at indbyggerne i Mainz også godt kan lide at leve livet. Det tyder nattelivet også på: Tusinder af studerende bevolker værtshusene og diskotekerne, og der er altid fest et eller andet sted.

Rhinpanorama og en optimistisk fyrste

I modsætning til den livlige gamle bydel virker panoramaet over byen set fra Rhinen fornemt, roligt, næsten strengt. Det er domineret af to epoker: Modernismen med rådhuset og Congress Centrum i Rheingoldhalle, og barok eller renæssance med Neues Zeughaus, Deutschordenshaus og Kurfürstliches Schloss, som i øvrigt også er en af Congress Centrums foretrukne lokationer. Det overgår med sin usædvanlig rige, differentierede opdeling efter nogle kunsthistorikeres mening selv Heidelberger Schloss –, hvorfor disse herrer nok ikke længere bør vise sig i Heidelberg. Grundlæggelsen af slottet var meget optimistisk: Den første sten blev lagt i 1627, midt i uroen fra trediveårskrigen. Der gik så også 125 år, før slottet var færdigopført.

Stor historie: Museerne i Mainz

Mainz er også et helt unikt museumslandskab. Ud over Gutenberg-museet skal særligt nævnes Römisch-Germanisches Zentralmuseum i Kurfürstliches Schloss. Samlinger fra forhistorisk tid, den romerske tid og den tidlige middelalder ligger side om side med omfattende restaureringsværksteder af internationalt ry – for eksempel har Ötzi, ismanden fra Tyrol, været til behandling her. En bredere vinkel har Landesmuseum Mainz, der dækker perioden helt fra stenalderen til den nye tid. Det blev grundlagt i 1803, efter at byen havde modtaget en gave på 36 billeder fra Napoleon. Bischöfliches Dom- und Diözesanmuseum i domkirken beretter om bispekirkens og bispedømmets historie; Stadthistorisches Museum formidler et generelt overblik over byens historie, og det naturhistoriske museum er det største i Rheinland-Pfalz. Alt sammen meget alvorlige emner, men så er der heldigvis også Mainzer Fastnachtsmuseum, der er viet til byens karnevals- og narrehistorie. Den er en lige så stor del af Mainz som romerne, Gutenberg, domkirken og vinen.