Mainz: Gutenbergs by og Tysklands vindronning.

Mainz er universitetsby, romerby, medieby, delstatshovedstad – og står for den berømte treenighed af romansk domkirke, Gutenbergs bogtrykkerkunst og det rhinske karneval. Og for en stor, næsten 2.000 år gammel historie, som indbyggerne i Mainz med rette er stolte af. At en udpræget vinkultur også er blandt byens mange kulturgoder, gør bare Mainz endnu mere sympatisk.

I mere end 1.000 år har bybilledet været domineret af et bestemt bygningsværk: domkirken i Mainz. Den hæver sig majestætisk i byens centrum, den er et af de mest betydningsfulde religiøse bygninger i Tyskland, og grundstenen blev lagt omkring år 975 under biskops Willigis beskyttelse. I dens skygge ligger den middelalderlige del af Mainz samt den del af byen, der stammer fra den tidlige moderne tid: Dagen igennem er der et pulserende liv i de små krogede stræder, der hedder sådan noget som Nasengässchen eller Heringsbunnengasse her, og i de mange små butikker og cafeer omkring den vidunderlige Kirschgarten med de romantiske bindingsværkshuse og springvandet Marienbrunnen. Ud på de små timer mærker man, at Mainz er vindronningen blandt Tysklands byer; Rheinhessen er det største vindistrikt i delstaten, og den unge generation af vinbønder viser hvert år på ny, at de er i stand til at yde noget helt særligt. Indbyggerne i Mainz indtager helst deres frembringelser på de hyggelige vinstuer og værtshuse, der har så fromme navne som „Klingelbeutel“ (kirkebøsse) eller „Beichtstuhl“ (skriftestol). Weinmarkt er også en af byens tre store fester. Da den blev afholdt første gang igen efter krigen i 1946, skænkede den franske besættelsesmagt 100.000 liter vin, en storslået gestus om forsoning og venskab. De to andre Mainz-fester er – det kan jo ikke være anderledes her ved Rhinen – Fastnacht (karneval) og, hvert år fire dage i slutningen af juni, Johannisnacht, en gigantisk kulturfest, som oprindelig skulle bevare erindringen om Johannes Gutenberg, og som i dag er en broget blanding af musik, gamle skikke, småkunst, gastronomi og naturligvis vinboder.

I modsætning til den livlige gamle bydel virker panoramaet over Mainz set fra Rhinen fornemt, roligt, næsten strengt. Det er domineret af to epoker: modernismen med rådhuset og Hotel Hilton og Rheingoldhalle, og barokken hhv. renæssancen med Neues Zeughaus, Deutschordenshaus og Kurfürstliches Schloss. Sidstnævnte overgår med sin usædvanlig rige, differentierede opdeling efter nogle kunsthistorikeres mening endog Heidelberger Schloss – også selv om indbyggerne i Heidelberg sikkert er af en anden mening. Mainz er også et helt unikt museumslandskab. Ud over Gutenberg-museet skal særligt nævnes Römisch-Germanisches Zentralmuseum i Kurfürstliches Schloss. Samlinger fra forhistorisk tid, den romerske tid og den tidlige middelalder ligger side om side med omfattende restaureringsværksteder af internationalt ry – for eksempel har Ötzi, ismanden fra Tyrol, været til behandling her. En bredere vinkel har Landesmuseum Mainz, der dækker perioden helt fra stenalderen til den nye tid. Det blev grundlagt i 1803, efter at byen havde modtaget en gave på 36 billeder fra Napoleon. Bischöfliches Dom- und Diözesanmuseum i domkirken beretter om bispekirkens og bispedømmets historie; Stadthistorisches Museum formidler et generelt overblik over byens historie, og det naturhistoriske museum er det største i Rheinland-Pfalz. Kunsthalle Mainz afrunder udbudet på bemærkelsesværdig vis. Bygningen i den gamle toldhavn er indkapslet helt i glas og er udformet meget markant med en udstillingssal, der hælder syv grader. Men hvis du selv skulle mærke en hældning på syv grader, så skyldes det sikkert den glimrende vin, der udskænkes i byen. Hvad der ikke behøver at være nogen ulykke: i Mainz er du så sandsynligvis i det bedste selskab.