Mannheim, Armoury Museum
Mannheim, Armoury Museum ©dpa

Kulturby og kreative højder: Mannheim

Mannheim, en mobilitetens højborg: Vigtige opfindelser stammer fra universitetsbyen ved Rhinen og Neckar. Således konstruerede Karl Drais den første cykel i 1817, i 1886 trillede Carl Benzs første bil af sted, i 1921 fulgte den legendariske Lanz Bulldog, og Julius Hatry konstruerede verdens første raketfly her i byen i 1929. Det er helt åbenbart, at opfindsomme hoveder befinder sig rigtig godt her.

Mannheims centrum: Bygget op af kvadrater

Måske ligger det i byens klare struktur, at byen er god at tænke tanker i: Mannheim er en kvadratisk by, tegnet og planlagt i det 17. århundrede med et strengt gitterformet vejnet fra Neckar til slottet. En indbygger i Mannheim, der siger „C5“ eller „E7“ til en anden, spiller ikke Sænke Slagskibe, men fortæller, hvor han bor eller skal hen. Og der er mange muligheder: Mannheim byder på et bredt udbud af seværdigheder og kulinariske oplevelser, natur og kultur, fortid og nutid, events og partys, liv og ro – kort sagt: Kvadratisk, praktisk, god. Mannheim har det hele – nationalteater med opera, skuespil og ballet, koncerter fra klassisk musik til pop, litteraturaftener og andre kulturelle events på private teatre og sædvanlige og usædvanlige steder. Seværdigheder som Europas næststørste barokslot og vandtårnet midt i et af Europas største jugendstilanlæg venter på at blive udforsket. Og der er også fine shoppemuligheder her – i indkøbsmekkaet i Rhein-Neckar regionen kan man simpelthen få alt.

Museumslandskab i topklasse

En sensation i megastørrelse er Mannheims museumslandskab, der er præget af tre store huse: Reiss-Engelhorn-museerne, Technoseum og Kunsthalle. Reiss-Engelhorn-museerne råder over fire udstillingsbygninger, hvor områderne arkæologi, verdenskulturer, kunst- og kulturhistorie, fotografi, teater- og musikhistorie og antikken præsenteres. Reiss-Engelhorn-museerne har et udstillingsareal på i alt mere end 11.300 m² med rundt regnet 1,2 millioner udstillingsgenstande. „Technoseum“ viser båndene mellem den tekniske og den sociale historie og levendegør industrialiseringsprocessen fra ca.1750 til i dag ved hjælp af mange interaktive oplevelsesstationer. Samlingerne i Mannheimer Kunsthalle omfatter malerier fra den tyske og franske impressionisme, Neue Sachlichkeit fra 1920'ernes Tyskland, ekspressionismen og abstrakt tysk og fransk informel kunst. Ud over eksklusive billedhuggerværker fra det 19. århundrede rummer Kunsthalle også en omfattende international skulptursamling fra det 20. århundrede. I centrum står Henry Moore, Marino Marini og Max Ernst, men der kan også ses værker af Auguste Rodin, Alberto Giacometti og Richard Long. Der er en hel samling fra den store ekspressionistiske billedhugger Wilhelm Lehmbrucks hånd; skiftende udstillinger viser værker af forskellige nutidige kunstnere.

Kulturby med et kreativt miljø

Kultur i Mannheim: Kulørt, mangfoldigt, spændende, eksperimentelt og aldrig kedeligt. Offentlige og private arrangører som kulturcentrene Alte Feuerwache og Capitol, kongrescenteret Rosengarten og multihallen SAP Arena er store bidragydere til billedet af kulturbyen. Billedet afrundes af festivaler og talrige events arrangeret af private kulturinstitutioner og -foreninger. Og uddannelsesinstitutioner som Hochschule für Musik und Darstellende Kunst, Pop Akademie Baden-Württemberg, Hochschule für Technik und Gestaltung og Freie Kunstakademie gør deres til, at det kunstneriske miljø i Mannheim er mere kreativt end de fleste andre steder.

Highlights

Industri- og jugendstil: Vandtårnet

Mannheim skaber musik: Popakademiet

Hjemme hos kurfyrsterne: Schloss Mannheim

Mannheim²: Den indre by