Fredens by. Og cyklernes
Det er en af historiens største datoer: Den 24. oktober 1648, den officielle dag for fredsslutningen, og Münster vil for altid være forbundet med denne hændelse. Men at byen også er trådt ind i nutiden, beviser dens mest populære transportmiddel: Cyklen. Der er nærmest kinesiske tilstande her: 100.000 mennesker cykler hver dag rundt i byen, og der er to cykler pr. indbygger. Så hvis man vil opleve den rigtige følelse af Münster, skal man svinge sig op på cyklen. Som det eneste sted i Europa er der en bilfri ring omkring den indre by, og cykelparkeringen ved hovedbanegården er med sine 3.500 pladser Tysklands største. Den tilbyder både værkstedsservice og cykeludlejning og har også et cykelvaskeanlæg.
Skulle der være et kvarter mere? Münsters smukke bykvarterer
Münster har altid været en by, der værner om sin historie: Huse, kirker og pladser i den restaurerede gamle bydel fortæller historier gennem århundrederne og udgør en idyllisk historisk kulisse, der gør ethvert besøg i Münster til en oplevelse. Det mærkes særlig tydeligt i Münsters indre by, for eksempel på Prinzipalmarkt. Her, i det unikke bybillede mellem det gamle tårn Stadthausturm, rådhuset og Lambertikirche, finder man et meget charmerende indkøbsområde med patricierhusene og deres middelalderlige buegange. Lige ved siden af dette kan man gå på opdagelse i Salzstraße, Münsters ældste handelsgade, med de mange historiske og kulturelle seværdigheder – ikke mindst den såkaldte Barockinsel med Erbdrostenhof, Dominikanerkirche og Clemenskirche og den smukke tilhørende barokhave. Et par skridt derfra ligger Ludgeriviertel med restauranter, cafeer og værtshuse. Derfra går det videre til den hyggelige promenade Rothenburg. På den nærliggende plads foran domkirken findes der alt, hvad hjertet kan begære for kunst- og kulturinteresserede, med domkirken St. Paulus, dens skatkammer og kunstmuseet LWL-Landesmuseum für Kunst und Kulturgeschichte.
Den helt rigtige blanding: Kreativitet, kunst, kultur.
Endelig er kvarteret Kiepenkerlviertel et lige så usædvanligt som attraktivt mål i Münsters gamle bydel. Her forenes byens historie og moderne lifestyle, på samme måde som i Kuhviertel med dens små krogede stræder. Her, rundt om Überwasserkirche - eller Liebfrauenkirche -, finder man nok den mest oprindelige del af Münster. Og på de lune sommeraftener - og på alle andre tidspunkter i øvrigt - kan det anbefales at tage en afstikker til Kreativkai, Münsters mødested ved havnen. I de gamle havnebygninger og usædvanlige nybygninger støder man nærmest døgnet rundt på en interessant blanding af kunst og kultur, spisesteder og in-steder – i en stilfuld atmosfære og lige ned til vandet. Alsidig, engageret og modig – sådan fremstår den helt særegne kulturelle Münster-blanding. Ligegyldigt hvad man søger, skuespil, musik, litteratur eller bildende kunst, finder man det i Münster. Ligesom Münster har alt, hvad der skal til for at gøre en by gæstfri. Så det kan bestemt ikke undre, at Münster er blevet kåret som „verdens mest gæstfri by“.