Stuttgart, Schlossplatz square
Stuttgart, Schlossplatz square ©DZT (Merten, Hans-Peter)

For livsnydere mellem det kulturelle og det kulinariske: Stuttgart

Mellem folkefester og stjernerestauranter, bilmuseer og Wilhelma, pulserende natteliv og fantastiske udstillinger: Stuttgart er fuld af spændende modsætninger. Baden-Württembergs hovedstad er en meget populær by med sin herlige beliggenhed midt i et af Tysklands største vinområder, sine smukke pladser og sine pragtfulde slotte og bygningsværker i forskellige arkitektoniske stilarter.

Stuttgarts Versailles og 15.000 kunstværker i ét hus

Det ideelle mødepunkt i hjertet af den indre by er slotspladsen: Der er næppe nogen andre byer, hvor et slotsanlæg dominerer centrum af en by så meget, som Neues Schloss dominerer Stuttgarts city. Hertugen af Württemberg opførte i slutningen af det 18. århundrede Tysklands sidste store slotsresidens i barokstil, og han havde intet mindre end et nyt Versailles i tankerne. På slotspladsen står i dag et Versailles for Moderne Kunst: Kunstmuseet i Stuttgart med en samling på 15.000 værker inden for klassisk modernisme og samtidskunst. Det spektakulære bygningsværk har en imponerende enkel elegance; i mørke kan man se direkte gennem den oplyste glasfacade til bygningskernen af sten.

Fra stenalder til Baselitz, fra klassisk til musical

Landesmuseum Württemberg har til huse i Altes Schloss. Her kan man se udstillinger om delstatens historie fra stenalderen over kelterne, romerne, alemannerne til middelalderen, barokken og den nye tid. Staatsgalerie Stuttgart omfatter en noget kortere periode: Den rummer en enestående samling med hovedvægten på gammel tysk, italiensk og hollandsk kunst, klassisk modernisme og nutidigt maleri og skulptur. Der kan ses væsentlige grupper af værker fra de forskellige stilmæssige strømninger som fauvismen, Brücke, Blauer Reiter og kubismen samt fremragende værker af enkelte kunstnere som Picasso, Beckmann, Schlemmer, Beuys, Kiefer og Baselitz.

Stuttgart befinder sig også på allerhøjeste niveau, hvad angår den udøvende kunst. Staatstheater Stuttgart er verdens største teater med alle tre klassiske genrer: Balletten og statsoperaen er verdensberømte, og skuespilgenren står for spektakulære iscenesættelser. De musikalske lækkerbiskener i byen varetages bl.a. af de store Stuttgart orkestre, jazzklubber og de to musicals i SI-Centrum Stuttgart.

Slentre og shoppe, feste og frådse

Stuttgarts spisesteder fra værtshuset på hjørnet til præmierede gourmetrestauranter med internationalt ry sørger for kulinariske oplevelser fra Spätzle til Spätgburgunder. Königstraße ligger klar til en mere end én kilometer lang shoppeoplevelse: Her finder man utallige modebutikker, specialforretninger, stormagasiner, cafeer, restauranter og hvilezoner. I kvarteret Bohnenviertel ligger der en lang række marskandisere og antikvitetsbutikker side om side med cafeer og restauranter, i Calwer Straße venter elegante boutiquer og et stort antal restauranter med udendørsterrasser på at modtage besøg. Og om aftenen lokker blandt andet Theodor-Heuss-Straße og pladsen omkring Hans-im-Glück-Brunnen med barer for enhver smag.

Stuttgarternes livsglæde og gæstfrihed kan også opleves på en af de utallige fester i byen. Schwabernes største fest og verdens næststørste ølfest fejres i slutningen af september på Wasen: Mere end 300 specialbutikker og store øl- og vintelte indbyder til Cannstatter Volksfest – inklusive sjov og god stemning. Man bør også tage sig tid til en anden fornøjelse, én der inkluderer dyr: Stuttgarts mest populære fritidspark er Wilhelma, en af Europas smukkeste zoologisk-botaniske haver. Den er med omkring 8.000 dyr også en af verdens artrigeste zoologiske haver.

Highlights

Drømme og dansere: Stuttgarter Balletten

Hvor man finder sandheden: Vinvandreruten i city

Drømme på fire hjul: Mercedes Benz og Porsche

Overdådighed i jugendstil: Torvehallerne