Fra romerne til i dag: 2000 års stor historie
Trier har mange ansigter – det er ikke så mærkeligt for en by med en mere end 2000-årig historie. Augusta Treverorum eller Novaesium, Trier eller Neuss – hvilken af dem, der i virkeligheden er Tysklands ældste by, vil vi lade være åbent her. Men det står fast, at allerede romerne gav Trier status som by – i modsætning til en bosættelse. Romerske kejsere, biskopper, kurfyrster og borgere har været med til at give byen det ansigt, den har i dag; bygningsværker i verdensklasse – mange af dem er siden 1986 optaget på listen over UNESCO-verdenskulturarv – og kunstskatte er bevaret og fortæller deres gribende historie. Porta Nigra, amfiteateret eller de berømte kejsertermer, som romerne elskede at bade i, resterne af barbaratermerne fra det 2. århundrede og den lige så gamle romerske bro, der den dag i dag benyttes som vigtig færdelsåre, vidner om romernes storladne anlæggelse af byen.
Middelalderen fra sin bedste side. Og en filosof, der ændrede verden
Også bygningsværkerne fra middelalderen, som domkirken St. Peter, der er Tysklands ældste, eller Liebfrauenkirche, der er opført mellem 1227 og 1243 i tidligste gotiske stil og er forbundet med domkirken med en korsgang, efterlader et stort indtryk hos alle, der har øje for kulturhistoriske skatte. Den middelalderlige plads Hauptmarkt med Steipe, Rotes Haus, St. Gangolf, Marktkreuz, Petrusbrunnen og den nærliggende Judengasse, benediktinerklosteret St. Matthias og de solide borgtårne som fx Frankenturm og Turm Jerusalem er yderligere stationer på en spadseretur gennem det gamle Trier. En spadseretur er også en god lejlighed til at beundre den imponerende modelby på bymuseet Simeonstift eller studere stenrelieffet Neumagener Weinschiff, antikke fund og mosaikgulve på Rheinisches Landesmuseum. Og selv om hans fanskare efterhånden er blevet overskuelig, var Karl Marx en af de største tyske tænkere og filosoffer, og både Karl-Marx-Haus, huset hvor han blev født, og hans hjem er under alle omstændigheder et besøg værd.
Det forjættede land for vinkendere og feinschmeckere
Så meget ånd og historie, og alligevel er Trier med den højere læreanstalt og universitetet helt igennem en ung og levende by, en vidunderlig, livsbekræftende og tiltalende sammensmeltning af imponerende fortid og pulserende nutid. Overalt i byen finder man forretninger, hvor man kan gå rundt og kigge, og cafeer, værtshuse og bistroer, hvor man kan sætte sig og nyde livet. På kulturinstitutioner og spillesteder kan man opleve en alsidig blanding af musik, kabaret og underholdning, og naturligvis mærker gæsterne i Trier også nærheden til den franske nabo. Især når det drejer sig om god smag. En lang række fremragende restauranter i og uden for byen tilbyder kulinariske oplevelser, der er i en klasse for sig. Store vine fra Mosel, Saar og Ruwer spiller naturligvis en vigtig rolle her, og regionens vinbønder er værter for talrige by- og vinfester. Det årlige højdepunkt er vin- & gourmetfestivalen, der varer en hel måned. Her tilbydes der smagsmæssige toppræstationer på regionale restauranter og udvalgte steder – en god grund til bare en enkelt gang at unde sig selv en hel måned i Trier.