Glansen, der har overlevet tiderne: Weimar

Goethe og Schiller, Herder og Wieland, Nietzsche, Fürnberg, Liszt, Bach, Cornelius. Gropius, Feininger, Klee, Itten... Navnene på store ånder er legio i Weimar, denne perle inden for tysk og europæisk åndshistorie ... og musikhistorie og arkitekturhistorie og historie i det hele taget. Weimarklassikken og Bauhaus er fyrtårne inden for kulturen, der åbenbarer sig harmonisk og i stor stil i Weimar.

Weimarklassikken. Og andre grunde til et besøg

Begrebet „Klassisches Weimar" er vidnesbyrd om en stor kulturepoke – Weimarklassikken, den oplyste, adelige og samtidig borgerlige kultur i og omkring 1800. Optagelsen af Weimar på UNESCO's liste over verdensarv blev da også begrundet med den kunsthistoriske betydning, som bygningerne og parkerne fra det klassiske Weimars glansperiode havde, og med byens rolle som det åndelige centrum i det sene 18. og tidlige 19. århundrede – og hertil er der ikke noget at tilføje. Ud over at Weimar i 1999 var en af Europas kulturhovedstæder. At det samtidig var 250-året for Goethes fødsel, betød så rent faktisk, at hele Europa – og resten af verden – mødtes i Weimar.

Enhver ved, at Weimar står for dannelse og kultur. Men at Weimar også har en koncentration af værtshuse, der – målt på indbyggertallet – kommer tæt på Berlins, at Weimar er berømt for sine velsmagende kulinariske specialiteter, at Weimar kan diske op med øl som fx den klassiske Schwanenblond, der er brygget siden 1533, er aspekter, der gør et besøg i byen endnu mere interessant.

En succeshistorie: Goethe i Weimar

Blandt de vigtigste vidnesbyrd om det klassiske Weimar er det barokke Goethehaus på Frauenplan, hvor digteren boede i næsten 50 år. I dag kan man besøge huset og se, hvordan han tilbragte sine sidste år. Hans havehus i parken ved Ilm var en gave fra hertugen for at knytte Goethe til Weimar – og det var da også altid hans tilflugtssted i naturen. Goethes begavelse som byggeleder bevises med Römisches Haus, der er opført som Weimars første klassicistiske bygning og ligger inden for havehusets synsvidde. Friedrich Schillers navn er også ubrydeligt forbundet med Weimar: Han tilbragte sine sidste leveår i borgerhuset ved den daværende Esplanade. I dag er huset indrettet i stilen fra dengang og med delvis originalt inventar, og den permanente udstilling „Schiller in Thüringen“ giver et indblik i hans liv og levned. Også Franz Liszt, den geniale virtuos, havde, så vidt hans langvarige tourneer tillod det, slået sig ned i Weimar: I det tidligere hofgartneri ved indgangen til parken, i dag et museum med navnet Liszt-Haus.

Bauhaus, liberale traditioner – og den anden side af Weimar

Bauhaus-museet formidler med mere end 300 udstillingsgenstande et indblik i Bauhaus-skolens arbejde. Den blev grundlagt i Weimar i april 1919 og anses i dag for at være den mest succesrige eksportvare inden for tysk kultur i det 20. århundrede. Det passer også til byens liberale, fremadstræbende arv, at Sachsen-Weimar-Eisenach, hvis hovedstad var Weimar, som det første tyske land fik en forfatning i 1816, og at den første republik på tysk jord, Weimarerrepublikken, blev grundlagt her i 1919. Så meget desto mere ufatteligt er det, at det også var her, hvor kulturnationen fremstår så stolt, at selv samme nation oprettede Buchenwald, KZ-lejren hvor der blev myrdet 50.000 mennesker. Når man siger Weimar, må man også sige Buchenwald – og bør aflægge mindestedet et besøg. For først herefter har man set hele Weimar.