Augsburg, der ligger i den sydvestlige del af Bayern, er en af Tysklands historisk væsentligste byer. Og en af de smukkeste. Hvis man går gennem byen ad de gamle gader, kan man med bare en lille smule fantasi føle sig som en renæssancefyrste. Man kan i hvert fald ane, hvilken betydning Augsburg må have haft på bankier- og købmandsdynastiet Fuggers tid – som fremragende finansområde, international handelsmetropol og centrum for kunst.
På spadseretur gennem århundrederne.
Gennem lang tid prægede byen Tysklands og Europas historie. Augsburg har altid være en smule rigere, mere strålende og mere imponerende end andre byer. Allerede i højmiddelalderen spærrede rejsende øjnene op for de imponerende kirkebyggerier, for eksempel domkirken med de i dag næsten 1000 år gamle smukke bronzedøre og basilikaen St. Ulrich und Afra, opkaldt efter to af byens hellige skikkelser. Derudover var det middelalderlige Augsburg omgivet af store forsvarsanlæg og den gennemgående bymur, som der er bevaret mange dele af. Inden for disse mure bosatte mange guld- og sølvsmede sig, der gennem århundrederne oparbejdede et fremragende ry. Deres værker kan ses på forskellige museer og udstillinger og også købes i de mange små værksteder, der stadig findes den dag i dag.
Sammen med de pragtfulde fontæner og laugsbygninger og naturligvis rådhuset, den måske mest betydningsfulde verdslige renæssancebygning nord for Alperne, fremstår bybilledet med en sjælden intensitet. Også senere epoker har sat deres aftryk på byen; særligt barokken, rokokoen og – meget senere – jugendstilen gør hver tur gennem byen til en helt særlig oplevelse. Og under den industrielle revolution opstod der bemærkelsesværdige bygningsværker som for eksempel bygningerne Schülesche Kattunfabrik, Glaspalast og Fabrikschloss, der i dag for en stor dels vedkommende fungerer som museer eller kunstgallerier, derudover villaer af kendte industrimagneter som Gignoux-huset, Villa Haag og Villa Silbermann. Fra jugendstilen byder Augsburg også på helt særlige bygningsværker, som fx synagogen, kurhuset i Göggingen, Herz-Jesu-Kirche og Altes Stadtbad.
Hvor dukkerne danser. Og Brecht er hjemme igen.
Også Augsburgs museer åbner et vindue mod de tidligere århundreder, særligt Schaezlerpalais, en perle fra rokokotiden, med sine fire væsentlige kunstsamlinger. En helt anden type museum er også værd at besøge, nemlig Museum der Augsburger Puppenkiste, denne berømte marionetdukkescene og barndomserindring for generationer. Ligeledes var byens berømteste indbygger aktiv inden for teaterfaget, omend i en helt anden boldgade, nemlig Bertolt Brecht. Han var i mange år omstridt og ikke særlig elsket, men i dag har augsburgerne taget ham til sig og har indrettet en seværdig udstilling i hans fødehus. Og om aftenen finder man altid en anden gæst på en af de mange hyggelige værtshuse i den gamle bydel, som man kan snakke om Augsburger Puppenkiste eller Brecht med.