Hameln

Byen, hvor man er rigtigt glad for rotter: Hameln

Midt i Weserberglands bløde bakketoppe ligger Hameln, udgangspunktet for smukke gåture, vandre- og cykelruter eller udflugter med båd eller skib. Og naturligvis den allerbedste lejlighed til at slutte fred med et lille dyr, som man ellers helst ønsker at undgå: Rotten, som her kun viser sig fra sin mest venlige side.

Hameln har et forbilledligt restaureret bybillede med pragtfulde bindingsværks- og sandstenshuse, hvoraf mange er fra renæssancen. I den gamle bys centrum er Osterstraße og hestemarkedet, Pferdemarkt. Derimellem snor de smalle stræder sig fulde af stille charme og indbyder med caféer, charmerende restauranter, hyggelige ølhaver og små butikker til at nyde, slentre og shoppe.

Rotter overalt – og alligevel masser af sjov

I rotternes fodspor: Tusinder af disse små dyr på fortovet viser vej til byens seværdigheder. Det hænger naturligvis sammen med sagnet om rottefængeren. Ifølge sagnet lokkede en rottefænger, som var blevet snydt for sit honorar, i 1294 Hamelns børn ud af byen med sit forførende fløjtespil – hvorefter man aldrig så dem igen. Rottefængerhuset, et af de smukkeste og største renæssancehuse, står i byens centrum til minde om denne begivenhed. Man skal dog ikke have betænkeligheder ved at besøge restauranten i huset; maden har ry for at være helt i top. Også Hochzeitshaus står i rotternes tegn: Figurspillet, som flere gange dagligt opfører sagnet om rottefængeren, er meget sjovt og seværdigt. Rottefængeren bliver også mindet akustisk: Hver dag kl. 9.35 spiller klokkespillet i Hochzeitshaus rottefængerens melodi og klokken 11.35 spilles folkevisen Weserlied. Hver søndag klokken 12 fra medio maj til medio september opføres rottefænger-friluftsspillet: Ca. 80 medvirkende i historiske kostumer opfører børnenes udvandring fra Hameln. Og mens musicalen "Cats" høstede succes overalt i landet, er "Rats" en uopslidelig succes på byens musicalscene. Skulpturen „Tanzende Ratte“ er næsten 7 meter høj og kan med sin placering over floden Weser ses på lang afstand. Den har sin helt egen måde at illustrere temaet på: Her danser rotten kæk og glad, fornøjeligt og overmodigt i vinden.

Det andet Hameln

Er det nok? Byens smukke kirkebygninger er garanteret rottefri. F.eks. Münster St. Bonifatius, der oprindeligt er fra det 9. århundrede og byens ældste kirke. Eller kirken Marktkirche St. Nikolai, som også blev bygget før år 1200, eller Garnisonskirche, en mere enkel, men lige så vidunderlig kirke i barokstil fra 1713. Man kan også være god ved sig selv i shoppingcenteret på HefeHofs fabriksområde: Butikker med øko-produkter, en vinhandler, specialforretninger og internationale restauranter fuldender besøget i Hameln på behageligste vis.

Oplev Rejselandet Tyskland på kortet

Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.

Antal valgte favoritter