Stuttgart

Stuttgart: Den bedste forening af kultur og biler.

Man kan køre i biler. Eller drømme om biler. Stuttgart er en af de bedst tænkelige adresser for begge dele. Ikke blot fordi der her bygges biler med verdensry, her er bilhistorien mere levende end nogen andre steder. Ønsker på fire hjul virkeliggøres på vidunderlig måde ved hvert eneste besøg.

Bilen har mange fædre, men kun én hjemby. Og det har været Stuttgart, lige siden den dag da Gottlieb Daimler og Wilhelm Maybach udviklede den første lette, hurtiggående benzinmotor i et væksthus, der var ombygget til værksted, og som i dag er et meget populært mindesmærke. Det var i 1885, og siden da har Stuttgarts stjerne strålet lyst over bilens verden. Den lyser naturligvis særlig kraftigt i Mercedes-Benz Museum, det eneste museum i hele verden, hvor bilindustriens historie vises i sin helhed. Allerede udefra gør museumsbygningens futuristiske udformning indtryk, men i det indre vækkes den rene begejstring over de 160 automobile kostbarheder. Andre pragteksemplarer befinder sig i Classic Center Fellbach, herunder absolutte klassikere som "mågevingemodellen" 300 SL. Også Porsche er naturligvis kendt for sine klassikere – og det, som Porsche Museum kan byde på af motoriserede legender, får også øjnene til at stråle. Specielt veteranentusiaster er glade for Meilenwerk i den tidligere, nu fredede lufthavn, som sammen med V8 Hotel udgør en storslået ramme om alt, der har at gøre med liebhaverkøretøjer, deres pleje og accessoires med tilknytning hertil. Hvert år i marts mødes mennesker, der interesserer sig for klassiske biler, fra hele verden til Retro Classic, Tysklands måske smukkeste bilmesse. Og "Retro Classic meets Barock", et eksklusivt veterantræf med det maleriske Ludwigsburger Schloss som kulisse, bygger bro til en helt anden, men ligeledes fascinerende kultur.

Tilbage til nutiden kommer man ved et besøg på Mercedes-Benz-fabrikken i Sindelfingen, der giver et detaljeret indblik bag kulisserne på en topmoderne bilfabrik – og som givetvis vækker skjulte ønsker her og der. Men det viser sig hurtigt, at Stuttgart ikke blot kan byde på automobile fristelser. Allerede byens vidunderlige beliggenhed, omgivet af et af de største tyske vindistrikter, antyder en anden lidenskab hos Stuttgarts indbyggere: at spise og drikke udsøgt. Stuttgarts mange spisesteder fra værtshuset på hjørnet til præmierede gourmetrestauranter med internationalt ry sørger for kulinariske oplevelser fra Spätzle til Spätburgunder; små og store fester, hvoraf den kendteste er Cannstatter Wasen, indbyder alle til at feste med, til at opleve gæstfriheden og til at glæde sig over livet. Det ideelle mødested til en nydelsernes tur er slotspladsen: Der er næppe nogen andre byer, hvor et slotsanlæg præger centrum af en by så meget, som Neues Schloss dominerer Stuttgarts centrum. Og den som tidligere har beundret den storslåede samling af klassisk moderne og nutidig kunst i Kunstmuseum Stuttgart lige ved siden af, eller har oplevet historien fra stenalder til nutid i Altes Schloss, har ærligt fortjent en afslappet aften på højt niveau. Stuttgart er også på højeste niveau når det gælder udøvende kunst: Staatstheater Stuttgart er verdens største teater med alle tre klassiske genrer, dets ballet, skuespillet og Staatsoper har haft verdensry i årtier. De musikalske lækkerbiskener i byen varetages bl.a. af de store Stuttgart-orkestre, jazzklubber og musicals i SI-Erlebnis-Centrum Stuttgart. Shoppingstrøg af international klasse er Königstraße og Calwer Straße, og du bør også tage dig tid til endnu en fornøjelse: Stuttgarts mest populære fritidspark er Wilhelma, en af de smukkeste zoologisk-botaniske haver, der med godt 8.000 dyr er en af de artsrigeste zoologiske haver i verden – og, også det findes i Stuttgart, garanteret bilfri.

Highlights
Highlights

Oplev Rejselandet Tyskland på kortet

Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.

Antal valgte favoritter