Nationalpark Jasmund

Nationalpark Jasmund – kridtkystens fascination

I Nationalpark Jasmund i det nordøstlige Tyskland kan man opleve kridtlandskabets enestående skønhed med de talrige moser, engdrag og stepper.

I den yderste nordøstlige del af Tyskland, i Mecklenburg-Vorpommern, ligger nationalparken Jasmund. Nationalparken er mest kendt for sine verdensberømte kridtformationer ved Königsstuhl, der allerede blev brugt som motiv af den berømte maler Caspar David Friedrich. Nationalparken omfatter desuden skove af rødbøg, der siden det 13. århundrede har vokset på Stubnitzplateau, et plateau, som hovedsageligt blev dannet af kridt under istiden.

De 10 km lange og op til 117 m høje kridtformationer langs kysten er imponerende med deres aktive og passive klinter, der anskueliggør dynamikken i en aktiv klintekyst, et typisk særkende for egnen. Hvis man vandrer på stranden og kigger godt efter, kan man foruden skrivekridt endnu i dag finde aflejringer og fossiler fra istiden.

Et udstrakt net af vandre- og cykelruter samt et rigt udbud af ekskursioner og seminarer giver mulighed for at opdage det eventyrlige skovlandskab i området, som bl.a. omfatter biosfærereservatet "Südost Rügen" (Sydøstrügen).

Flora og fauna i nationalparken omfatter mange arter og tæller bl.a. bysvaler, der yngler i klinterne, og den sjældne havørn. Men det er ikke kun kridtformationerne, der gør området Stubnitz til et sted, der er værd at besøge. På de guidede ture, der jævnligt arrangeres i nationalparken, kan man få mere at vide om sagnomspundne skikkelser som f.eks. den germanske gudinde Hertha eller den hemmelighedsfulde pirat Störtebecker, der efter sigende skal have begravet en skat her.

Et besøg på jagtslottet Granitz syd for Blinz eller en tur med øens eget lille damptog "Rasende Roland" giver lyst til yderligere at udforske de kulturelle seværdigheder på egnen. Værd at nævne er også Kap Arkona med den lille by Vitt, fiskerihavnen i Sassnitz med fiskerimuseet, piratslugten i Sassnitz, bymuseet i Greifswald med udstillingen af maleren Caspar David Friedrich, de historiske håndværkshuse i Gingst og udsigtstårnet i Grümbke ved Neukirchen.

Oplev Rejselandet Tyskland på kortet

Tilføj dine favoritter her. Gem, sorter, del og print dit valg og planlæg hele din Tysklandsrejse.

Antal valgte favoritter