Jena, Carl Zeiss Planetarium
Jena, Carl Zeiss Planetarium ©ADFC

Mellem historie og hightech: Jena

Jena – en fascinerende blanding af industriel og intellektuel fortid, forskning, innovation og erhvervsliv, en vidunderlig gammel bydel og et levende akademisk miljø. En storartet ramme om de berømte byfester, musik og skuespil – og om samtaler på et af de gamle studenterværtshuse, der ofte når uanede højder efter devisen: når spiritussen går ind, går forstanden ud.

Litterater, studerende og de syv vidundere
Billedet af Jena er præget af mange kulturhistoriske bygningsmonumenter, der er forbundet med store navne. Men allerede omgivelserne er en god grund til at unde sig selv et besøg i byen, der ligger midt i Saale-dalen, omgivet af stejle muslingekalkbjerge og med et stort antal romantiske cykel- og vandrestier, der gennemkrydser området. Man føler sig næsten hensat til sydligere himmelstrøg her. Goethe var tit og ofte i Jena og omegn, omend ikke på cykel, og han vendte hele tiden tilbage –, sammenlagt har han boet her i næsten fem år. Friedrich Schiller boede her dobbelt så længe. Hans havehus i Schillergässchen er mål for mange litteraturinteresserede – her havde han sin mest produktive tid, og i haven står stadig det ovale stenbord, som han ofte sad ved sammen med Goethe. Den gang som i dag værdsatte man det hyggelige akademisk-litterære liv i de velholdte gader i den gamle bydel, der i dag er blevet piftet op med smarte cafeer, gode restauranter og skønne butikker. Og nogle af Jenas „syv vidundere“ kan ses her, fx det astronomiske kunstur på rådhuset eller Draco fra perioden omkring 1600, en skrækkelig drage med syv hoveder, der ifølge overleveringen skulle symbolisere en eksamenskommission fra universitetet.

Innovation og industri: Den anden side af byen

Lys, glas, optik: I anden halvdel af det 19. århundrede udviklede Jena sig ved hjælp af trekløveret Carl Zeiss, Otto Schott og Ernst Abbe til en industriby. De grundlagde i fællesskab de verdensberømte Zeiss-fabrikker og Schott Glas. Den anden side af Jena, videnskabssiden, var præget af forskning og industri. På grund af forskellige traditioner mellem kultur og kapital byder Jena også på et meget alsidigt museumsudbud. Ud over tekniske, naturvidenskabelige og litteratur- og kunsthistoriske museer finder man også et attraktivt, moderne kulturmiljø i Jena. Blandt andet bringer den årlige Kulturarena internationale stjerner til Jena, ligesom teateret Jenaer Theaterhaus, kunstforeningen i Jena og filharmonikerne er helt i top. Men det gælder jo for hele byen.

Highlights

Med stor succes: SCHOTT GlasMuseum

Stjerneriget: Zeiss-Planetarium

Fantastisk udsigt: JenTower

Fantasifuldt: Optisches Museum