• 0
Kiel: Byen ved vandet og porten til Østersøen

Kiel: Byen ved vandet og porten til Østersøen

Kiel, i mange år en vigtig værfts- og søfartsby, er i dag præget af et levende studentermiljø, en afslappet livsstil og en bymæssig atmosfære. Det mærkes hurtigt både på grund af delstatshovedstadens smukke beliggenhed ved Kielerfjorden, byens moderne, storslåede centrum og i Dänische Straße, Kiels store forretningsgade, med de mange velbevarede, maritimt prægede bygninger fra den såkaldte Gründerzeit.

Hvor havet når helt ind i byens hjerte, er vand det dominerende element. Denne maritime atmosfære mærkes, ses og opleves overalt, ved den langstrakte Kielerfjord, ved havnen og ved de typiske portalkraner på skibsværfterne, der er blandt de største i Europa. Skoleskibet Gorch Fock, vidt berejst og velset gæst ved internationale sejlskibstræf, er en del af gadebilledet ligesom de enorme færger ved Skandinavienkai. Overfarterne til de nordiske lande udgår blot et par minutter fra hovedbanegården, og de elegante krydstogtskibe ved den ligeledes centralt beliggende Cruise Terminal Ostseekai lover uforglemmelige sørejser. Og den berømte Kieler Woche, den årlige verdensfestival for sejlsporten, understreger yderligere byens rolle som Nordeuropas maritime centrum. Da Kiel, der var dansk indtil 1864, blev indlemmet i Preussen, indledte byen en hurtig vækst, som faktisk først blev afsluttet med ødelæggelserne under 2. Verdenskrig. Det har taget lang tid, inden byen kom sig igen: i mellemtiden opstod der en helt ny indre bydel, rummelig, storslået, moderne. Det er ikke det hele, der passer nutidens smag, og derfor begyndte man i 1990'erne at genskabe den gamle bykerne, bl.a. ved genopbygning af den historiske Eggerstedtstraße og ombygning af Alter Markt. Dermed er den indre by, sammen med Dänische Straße, det traditionsrige, repræsentative butiksstrøg, og Holstenstraße, en af Tysklands ældste gågader, igen fuld af stemning og ægte Kiel-imødekommenhed.

Hvad Kieler Woche er for sejlerne, det er Schleswig-Holstein Musik Festival for kulturelskerne, en de største klassiske musikfestivaler i verden. Kiel er et af de centrale spillesteder for denne nordeuropæiske begivenhed; Kieler Schloss, fjorden, operahuset og endog Howaldt-værftet er nogle af de steder, der benyttes som storslåede scener for internationale stjerner. Theater Kiel, Niederdeutsche Bühne Kiel, Polnisches Theater og mange studenterscener giver et livligt teatermiljø, og også udbudet af museer er af internationalt format: Schifffahrtsmuseum på Sartorikai, Computermuseet, Maschinenmuseum og Kunsthalle med sin samling af 1.000 malerier fra seks århundreder, 200 skulpturer, 40.000 grafiske værker og artikelsamlingen, der blev oprettet i det 19. århundrede, er blot nogle af de vigtigste. Også Stadtmuseum i Warleberger Hof, det ældste bevarede adelhus fra det tidlige 17. århundrede, er et besøg værd: med skiftende udstillinger om by- og kulturhistoriske emner fra det 19. og 20. århundrede giver det et dybt indblik i byens ikke altid lykkelige eksistens. Kiel kan dog prise sig lykkelig for at have Kielerkanalen, der er den mest trafikerede kunstige vandvej i verden, og som forbinder byen med Nordsøen. Den vej, der er anlagt langs med kanalen, er åben for fodgængere og cyklister, og den indbyder til udflugter og restaurantbesøg med udsigt til de mange skibe, der passerer gennem kanalen. En speciel ting: det er gratis at krydse kanalen med en af de talrige små færger langs kanalen. Ikke gratis, men billigt er det i øvrigt at nyde "Kieler Sprotten", den lokale fiskespecialitet. Den skal man ubetinget prøve, også inklusive hoved og ben. Og når man tilmed ved, at en "Kieler Sprotte" også er betegnelsen for indbyggere, der er født i Kiel eller har boet der længe, forstår man også, hvor meget man holder af disse små fisk her.

By-highlights

Kielerkanalen forbinder som verdens mest befærdede kunstige søfartsvej Østersøen og Nordsøen. Den knap 100 km lange kanal gennemkrydser (link zu Bundesländer -> Schleswig-Holstein) Schleswig-Holstein (/link) fra Kielerfjorden ved Østersøen til Elbens munding ved Nordsøen. De dukker op som et fata-morgana, og alle ser med forundrede øjne på de kæmpemæssige skuder, der ser ud, som om de bevæger sig gennem engene. Der går en cykelsti langs kanalen eller lige i nærheden af den, og der er rastepladser, spisesteder og udsigtspunkter for ca. hver anden kilometer. Landskabet er fladt som en pandekage, blikket skuer langt ud i det fjerne: Cykling ved kanalen er en fantastisk oplevelse.

Kun et par kilometer fra Kiel informerer Ostsee-Infocenteret anskueligt og levende om, hvordan Østersøen er opstået, hvilke dyr og planter der lever ved og i Østersøen, hvad der truer Østersøen, og hvilke foranstaltninger der tages for at beskytte havet. Derudover er der spændende informationer om fiskeriet. I følebassinet og havvandsakvariet kan man studere Østersøens undervandsverden, og de lokale havfugle vises i deres typiske miljøer.

Med de moderne terminaler Ostseekai, Schwedenkai og Norwegenkai har Kiel udviklet sig til at være en af Tysklands væsentligste krydstogthavne. Over 140 luksuskrydstogtskibe anløber hvert år havnen i Kiel, og mere end 300.000 passagerer går fra borde og om bord i Kiel. Alle betydningsfulde europæiske rederier benytter Kiel som startsted og slutmål for krydstogter til Østersøen: Det kan både være rejser til Norge, Sverige og Litauen eller en af de andre destinationer, der sejles til fra Kiel. Og hvis man gerne vil tilbringe lidt tid i Kiel og elsker at se på drømmeskibene, er færgehavnen det helt rigtige sted for en udflugt.

Kielerugen er en sejlregatta, der finder i Kiel sted hvert år i juni. Den har været afholdt siden slutningen af det 19. århundrede. Den er ikke kun verdens største sejlsportsevent, men også en kæmpemæssig by- og folkefest. Hele den indre by forvandler sig til et bilfrit festområde, langt over 1.000 arrangementer tiltrækker gæster fra hele verden. Ud over open-air-koncerter, kabaret og teater tilbydes der også kulinariske lækkerier fra alle kontinenter. Men hjertet i Kielerugen er og bliver sejlsporten – og den virkelige grund til at de verdens bedste sejlere mødes her.

Vis flere