• 0
Chemnitz: opdagelsen af den nye tid.

Chemnitz: opdagelsen af den nye tid.

Der er næppe nogen anden by i Tyskland, hvor betegnelsen „Stadt der Moderne“ (den moderne tids by) passer så godt som på Chemnitz. Chemnitz blomstrede op i den moderne industrielle tid, der som tidligere gav impulser til den dynamiske udvikling af økonomi og videnskab i Tyskland, men den er samtidig indbegrebet af påvirkninger fra den kulturelle og arkitektoniske modernisme.

Efter den næsten totale ødelæggelse i 1945 blev Chemnitz' centrum aldrig bygget helt op igen, hvilket dog ikke afholdt DDR-ledelsen fra at omdøbe byen til Karl-Marx-Stadt. Det store Karl-Marx-monument i den indre by, 40 tons tungt og over syv meter højt, er egentlig det eneste, som endnu minder om denne periode. Det faktum, at denne publikumsmagnet kun er værdisat til én euro i byens regnskab, er måske grunden til, at han – forfatteren til „Das Kapital“ – ser så fortrædeligt frem for sig. Først efter genforeningen udviklede kendte arkitekter som Helmut Jahn, Christoph Ingenhoven og Hans Kollhoff helt nye strukturer for den indre by. Modernismen som princip, konstant videreudvikling, bevægelse og innovation var de elementer, der gav det nye centrum dets udseende: En promenade og indkøbsgade midt i byen med en vellykket blanding af historisk og nutidigt. Fra det høje tårn på det gamle rådhus har man en smuk udsigt over torvet og byens tage. Rådhusets tårnvægter, der siden 1488 har været byens fortæller og vagtmand, modtager den dag i dag de besøgende i den traditionelle dragt og tager dem med på en udflugt i byens historie gennem århundrederne. Det barokke Siegertsches Haus, den rigt udsmykkede markedshal og badeanstalten, et monument fra modernismen, i skønsom forening med indkøbspassager, restauranter, fritids- og kulturinstitutioner, danner sammen med det gamle centrum en charmerende kontrast til spændende kontor- og boligbebyggelser: en forretningsby af international klasse, hædret med DIFA's pris for bykvarterer.

Chemnitz' økonomiske succes er dog ikke kun kendetegnet ved utallige imponerende industribygninger, storslåede industrialiseringskatedraler, men også boliger fra den såkaldte Gründerzeit, villaer i jugendstil og mange offentlige og private bygninger fra Bauhaus-perioden. Med Kaßberg har Chemnitz desuden et af Europas største og smukkeste sammenhængende Gründerzeit-kvarterer. Ud over den bemærkelsesværdige indre by er det kulturelle liv populært blandt de besøgende, med teatre, museer og gallerier samt Stadthalle, med mange regelmæssige festivals og arrangementer og ikke mindst de kendte kabaretscener Chemnitzer Kabarett i markedshallen samt Sachsenmeyer Kabarett. En fremragende seværdighed er Museum Gunzenhauser med sin storslåede samling af klassisk moderne kunst. Alene museumsbygningen er et besøg værd – det tidligere hovedsæde for den lokale sparekasse, som blev opført i årene fra 1928 til 1930, er et af de bedste eksempler på den nye saglige stil: klart opdelt, nøgternt, uden falbelader. En attraktion for sig er også kulturhuset DAStietz, et tidligere stormagasin, som i dag sammen med det naturhistoriske museum, biblioteket og galleriet Neue Sächsische Galerie er blandt byens fremmeste steder for kultur og dannelse. Byen er samtidig fyldt med restauranter, cafeer og natklubber, så der er et bredt og underholdende tilbud til både dagelskere og natteravne. Det er i alle henseender en fornøjelse at lære Chemnitz at kende. Og når du igen passerer Karl Marx, så tænk på: Væren bestemmer bevidstheden. Især i Chemnitz.

By-highlights

Den tidligere navngiver til byen, der hed Karl-Marx-Stadt fra 1953 til 1991, står i det nye centrum og skuer, ser det ud til, lidt vemodigt tilbage på hændelserne. Det massive Karl-Marx-monument, der er hugget i grå granit af den sovjetiske kunstner Lew Kerbel og indviet i 1971, var i sin tid ved de mange fest- og mindedage i DDR, kulisse for optog og massearrangementer. Det er verdens næststørste fritstående portrætbuste – efter den egyptiske Sphinx.

„Museum Gunzenhauser“, der er en del af Kunstsammlungen Chemnitz, åbnede i december 2007. Dermed er en af de mest betydningsfulde private kunstsamlinger permanent tilgængelig for offentligheden.

Museet rummer München-galleriejeren Gunzenhausers samlinger. Han har igennem mange år samlet næsten 2.500 værker af 270 forskellige kunstnere. Samlingen indeholder blandt andet næsten 300 værker af Otto Dix og Tysklands næststørste samling af værker af Karl Schmidt-Rottluff, den berømte ekspressionist fra Chemnitz og medstifter af kunstnersammenslutningen „Brücke“.

En teateroplevelse af en helt særlig slags: Marionetteateret Figurentheater im Luxorpalast fortryller alle besøgende. Teateret har to scener, den store sal og den lille intime teatersal i kælderen. Der spilles for helt unge tilskuere ned til fire års alderen, men det alsidige repertoire, der traditionelt består af teater med marionetdukker, hånddukker og meget smukke stavdukker, indeholder også interessante tilbud for unge og voksne.

For næsten 300 år siden stødte man i Chemnitz på en skov af sten – en naturvidenskabelig og jordhistorisk sensation, gådefuld den dag i dag. I lysgården i kulturhuset DAStietz kan man se denne mere end 290 millioner år gamle samling af forstenede kieseltræstammer, hvoraf stammerne med naturligt slebet overflade er specielt smukke. På det naturhistoriske museum ved siden af kan man lære mere om den interessante fortid, og hvordan den forstenede skov i Chemnitz er opstået.

Vis flere